Arkiv: september 2009

Bestyrelsesmøde 21/10 – 2009

af Isak Krab Koed | 30. september 2009  |  Arrangementer

okt ’09
21
19:00

Onsdag d. 21/10 – 2009 afholdes kl. 19:00 bestyrelsesmøde i VU Viborgs lokaler på St. Sct. Hansgade 11A. Efter mødet vil Venstres borgmesterkandidat i Viborg Kommune, viceborgmester Ib Bjerregaard, holde et oplæg om udfordringer og temaer i årets valgkamp – og hvordan vi som VU’ere kan være aktive medspillere i ugerne op til valget.

Interesserede kan ved henvendelse få dagsorden, bilag, referat osv. tilsendt pr. e-mail. Alle er velkomne.

Halloweenfest

af Isak Krab Koed | 27. september 2009  |  Arrangementer

okt ’09
31
19:00

Allehelgensaften – eller Halloween, som det hedder på nydansk – slår VU Viborg dørene op for årets (u)hyggeligste Halloweenfest. Kom udklædt til et brag af et gys! VU’s næstformand, Morten Østergaard, vil indlede med et politisk oplæg, hvorefter han deltager i festlighederne.

VU Viborg byder på luksuriøs beværtning i form af festmiddag til den ufattelige pris af 100 kr. pr. næse – et styk øl eller vand inklusive. Bedste (læs: uhyggeligste) udklædning præmieres.

For bindende tilmelding til spisning kontakt Jakob på 40571122.

Introduktion til VU

af Isak Krab Koed | 25. september 2009  |  Arrangementer

okt ’09
10
15:00

Venstres Ungdom afholder introkursus for nye VU’ere i VU Holstebros lokaler fra lørdag d. 10. til søndag d. 11. oktober, og VU Viborg tager med! Vi regner med at følges med vores venner fra VU Skive, der skal samme vej.

Forretningsudvalgsmedlem og EU-ordfører Mikkel Kristiansen skriver om kurset: “Man vil i løbet af weekenden møde en masse andre nye VU’ere fra hele landet, og man vil få et godt indblik i, hvad VU er. Lørdag vil en fremtrædende Venstre-politiker komme og fortælle om, hvorfor vi ikke ønsker et socialistisk samfund, og hvorfor det er fedt at være liberal. I vil ligeledes få mulighed for at få en masse gode argumenter i kampen mod socialismen og få diskuteret en masse politik med VU’s ordførere. Vi slutter af søndag [..]  i Holstebro [med]  et eksklusivt indblik i den liberale omverden.”

Læs mere om arrangementet på VU’s hjemmeside og tilmeld dig på webshoppen – arrangementet er med rejserefusion og ganske gratis, så de 50 kr. er blot depositum, der tilbagebetales ved deltagelse i kurset.

Bestyrelsesmøde 30/9 – 2009

af Isak Krab Koed | 20. september 2009  |  Arrangementer

sep ’09
30
19:00

Onsdag d. 30/9 – 2009 afholdes kl. 19:00 bestyrelsesmøde i VU Viborgs lokaler på St. Sct. Hansgade 11B.

Interesserede kan ved henvendelse få dagsorden, bilag, referat osv. tilsendt pr. e-mail. Alle er velkomne.

Forbudstyranniets velmagtsdage

af Brian Charles Schmidt | 16. september 2009  |  Artikler

Det er i sandhed en mærkelig tid, vi lever i! Nærmest ugentligt skal vi læse eller høre om et nyt forbudsforslag fra den ene eller den anden side af Folketinget, og hver gang lugter det langt væk af populisme og opportunisme. Kamphunde, burkaer, knive, foreninger osv. Listen er lang, men en ting er fælles for alle områderne – man har valgt at slynge den nemmeste og hurtigste løsning ud, nemlig forbud, formentlig i et anfald af misforstået effektivitet. Læs mere »

Antisocialist – en aktuel kampagne

af Jakob H. Harritz | 2. september 2009  |  Læserbreve

VU Viborg havde d. 28. august VU’s kampagnebil stillet til rådighed, og den mulighed skulle selvfølgelig udnyttes til at føre skolestartskampagnen Antisocialist. Om morgenen uddelte vi pjecer på Viborg Gymnasium og HF, og i middagspausen var der uddeling på Bjerringbro Gymnasium. I den forbindelse havde VU Viborg et læserbrev i Viborg Stifts Folkeblad.

Antisocialist – en aktuel kampagne
Venstres Ungdom i Viborg (VU Viborg) førte d. 28. august kampagnen Antisocialist på ungdomsuddannelsesstederne i Viborg og Bjerringbro. Kampagnen spørger: ”Lighed for en hver pris?” og har budskabet ” Man hjælper ikke de fattige ved at udrydde de rige…”

En kampagne, der rammer plet i forhold til disse dages forskellige skatteudspil fra Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti. De røde har nemlig en grundlæggende trang til stadig omfordeling med stigende skatter som forudsætning. En trang som vi nu ser konkretiseret ved millionærskatten, der reelt er en misundelsesskat, samt ved forhøjelsen af selskabsskatten. Begge forslag, der risikerer at få folk til at arbejde mindre end de ellers ville gøre og samtidig svækker Danmarks konkurrenceevne.

Det er det typisk røde lighedsideal, som kun handler om at fordele samfundskagen lige uden at se på den samlede størrelse af heraf. For velstanden bliver ikke større, når konkurrenceevnen svækkes og den nødvendige dygtige arbejdskraft bebyrdes yderligere. Danmarks fremtid er fuldstændig afhængig af kloge hoveder, som misundelsesskatten primært rammer. Ergo ”Man hjælper ikke de fattige ved at udrydde de rige…”, som vores kampgane påpeger. Samlet set bliver vi blot fattigere eller går glip af muligheden for forbedret velstand.

Som liberale i VU er vi i stedet for optaget af at skabe grobunden for velstand, herunder ikke at pålægge arbejdskraften for store byrder. Imidlertid er lighedstanken vigtigt, når det drejer sig om lige muligheder eks. i forbindelse gratis uddannelse, der både er til gavn for den enkelte og hele samfundet.