VU VIBORG MENER. Vi noterer os, at
- kommunen skal spare 200 mio. kr. i 2010-2011
- børne- og ungeområdet allerede støttes markant
- prioriteringen medfører smagsafhængig skævvridning af midlerne
- penge skaber ikke kultur; det gør mennesker derimod
- private initiativer udmærket kan varetage de tilbud, der i dag støttes kommunalt
Derfor finder vi, at
- ungdomskultur skabes bedst af de unge selv
- udbygning af kommunens støtte ikke er ønskelig
- støtten bør forbeholdes almen folkeoplysning
- det kommunale fokus bør være på kerneydelserne
HVORFOR NU DET? VU Viborg arbejder for en rig og varieret ungdomskultur med gode muligheder for at udtrykke sig kulturelt for den enkelte unge borger i Viborg Kommune. Foreningen finder imidlertid, at dette i høj grad allerede er tilfældet. Kommunen støtter gennem Ungdomsrådets projekter og i ungdomsskoleregi allerede ungdomskulturen på adskillige fronter. Dertil kommer alle de kulturelle udfoldelser, der er beregnet for alle kommunens borgere, og som støttes af bl.a. kommunens kulturudvalg.
Det gode kulturliv i Viborg er dog langt fra kun det det, der støttes kommunalt. Kulturen blomstrer både i foreningslivet og på det kommercielle plan. Den indsats, der ydes af lokale ildsjæle, er og bør være fundamentet for et levende kulturliv. Grundlaget bør ikke være selve støtten. Hvad angår det det kommercielle område, er dette også et vigtigt element i en levende ungdomskultur. Se eksempelvis på Viborgs biograf, der udbyder et godt kulturtilbud til bl.a. byens unge. Eksistensgrundlaget er ikke kommunal støtte, men folks efterspørgsel efter det, der udbydes. Ikke hermed sagt, at filmkulturen i biografen er bedre end Palettens musikalske program. Men hvorfor ikke lade Paletten fungere på samme måde som biografen og lade det være op til brugerne at afgøre, om Palettens tilbud har tilstrækkelig kvalitet og relevans til, at det berettiger spillestedets eksistens?
Ungdommens muligheder for kulturel udfoldelse støttes allerede væsentligt på nuværende tidspunkt. VU Viborg er imidlertid af den overbevisning, at kultur ikke i overvejende grad er et spørgsmål om økonomi. Tværtimod handler kultur for Viborgs unge liberale om ansvar og initiativ. Derfor finder vi den rettighedstænkning, der dominerer i den danske ungdom, ganske bekymrende. Kultur er ikke noget, man har ret til. Det er noget, man skaber, og netop i den unge generation, hvor det tidligere var en æressag at skabe nyt og udfordre konventionerne ved i selvstændighed at stable projekter på benene, er denne indsigt tilsyneladende ved at fortabe sig i de kommunale støttekroners tåger.
Engang kunne ungdommen ikke forestille sig noget mere nedværdigende og lavt end at være afhængig af det etablerede i skabelsen af ny kultur. Tænk blot på 68’erne, bz’erne og punkerne – og vi kunne blive ved. I dag har selv ungdomskulturens mest eksponerede pionerer forladt denne tankegang og kræver ublu af samfundet, at det betaler gildet – alt imens de til stadighed hævder egen selvstændighed. Det nye Ungdomshus på Dorotheavej i Københavns Kommune er et af de sørgelige eksempler på dette forfald.
Set i lyset af ovenstående (samt med den aktuelle økonomiske situation in mente) mener VU Viborg, at det hverken er forsvarligt eller ønskeligt at udbygge støtten til Viborgs ungdomskultur på nuværende tidspunkt. Tværtimod mener vi, at Viborgs unge i højere grad selv må på banen og skabe den ungdomskultur, de savner i kommunen. Ungdomskultur skabes i sagens natur bedst af dem, der er en del af den: de unge selv.
For VU Viborg er det vigtigt, at skatteydernes penge fordeles på en måde, der sikrer, at de kommer alle – og ikke kun mindre grupper – til gode. Derfor mener vi, at man i diskussionen om kommunal kulturstøtte bør skelne mellem på den ene side projekter af alment folkeoplysende karakter og på den anden side snævrere kulturelle tilbud. For os er fælles kulturelle goder af folkeoplysende karakter som for eksempel biblioteksdriften de til enhver tid vigtigste. VU Viborg påpeger i den forbindelse, at en række af de støtteprojekter til ungdomskultur, der for øjeblikket debatteres, er problematiske, fordi de tilgodeser bestemte segmenter af ungdommen snarere end ungdommen som helhed. Som eksempel kan nævnes Ungdomsrådets tanker om etableringen af en graffitimur.
En sådan ulige fordeling af støttemidlerne er udtryk for kommunal prioritering af, hvormed det er mest hensigtsmæssigt at beskæftige de unge. Det samme gør sig gældende for millionstøtten til Paletten. Hvem har afgjort, at disse penge ikke i stedet skal gå til gratis bowling? Disse smagsdomme er for os at se et tilbagevendende problem, der gør den nuværende støttemodel illegitim og dermed yderligere understøtter vor holdning om, at støtten bør holdes på et minimumsniveau, således at kun åbenlyst nødvendig folkeoplysning finansieres kommunalt.
VU Viborg forventer, at de kulturelle tilbud for såvel unge som gamle i Viborg Kommune, der har folkelig opbakning, fortsat vil udbydes, såfremt støtten bortfalder, idet det private initiativ i disse tilfælde vil have gode incitamenter til at overtage driften. I de tilfælde, hvor der omvendt ikke er tilstrækkelig folkelig opbakning til, at et givent kulturelt projekt kan videreføres kommercielt, er dette i sig selv bevis for, at den kommunale støtte førhen ikke er blevet tildelt med tilstrækkelig omhu og respekt for skatteydernes penge.
