Venstres medlemmer valgte her til aften Nina Hygum som spidskandidat til byrådsvalget i 2013. Venstres Ungdom i Viborg ønsker Nina tillykke med valget og glæder sig til det fremtidige samarbejde!
Socialdemokraternes ligestillingsordfører, Rasmus Horn Langhoff, afslørede forleden, at partiet er indstillet på at kuldkaste de ellers langvarige ambitioner om kvindekvoter i erhvervslivet.
”Det glæder mig, at den røde regerings vedvarende snak om kvoter – som så meget andet af socialisternes politik – har været varm luft,” siger formand for Venstres Ungdom i Viborg, Isak Krab Koed.
Han minder om, at ideen om kvoter er diskriminerende overfor såvel mænd som kvinder: ”Mænd diskrimineres negativt, når mindre kvalificerede kvinder vælges for at overholde kvindekvoten. Kvinder diskrimineres positivt, når de vælges frem for den bedre eller lige så kvalificerede mand. I øvrigt er det slet ikke nødvendigt at give kvinder særbehandling. De klarer sig aldeles fremragende uden,” mener VU-formanden.
S og SF har tillagt sig den dårlige vane at afgive uhæmmede mængder af løfter for derefter at ændre politik over natten. Eneste alibi har været magten for magtens egen skyld. Eksempelvis kunne Helle Thorning-Schmidt med vanlig socialdemokratisk selvsikker retorik umiddelbart efter valget, hvor ”sejren” var i hus, deklarere, at to ting ville stå til troende, nemlig boligpakken og betalingsringen!
Bedst, mens S og SF udviser denne form for foragt for vælgerne, oplever Frankrig det samme. Med vinderen af første valgrunde i præsidentvalget, socialisten François Hollande, i spidsen, udstedes valgløfter til højre og venstre. Hollande vil indføre millionærskat efter dansk idé, sænke pensionsalderen og ansætte flere i det offentlige. Og i tråd med den franske langtfra beskedne selvopfattelse vil man ændre finanspagten i stedet for at koncentrere sig om at implementere og overholde den, som den ser ud i dag.
Samtidig er Hollande formentlig pinlig bevidst om, at forslagene ikke har nogen gang på jord. I Frankrig har man været mere eller mindre vant til at føre politik på denne måde – med alvorlige konsekvenser for tilliden til politikerne til følge. Resultatet er mangel på forståelse for gennemførelse af helt nødvendige reformer i befolkningen, fordi problemerne ikke er blevet italesat, hvorfor det har været umuligt at gennemføre disse.
Denne dårlige franske vane har endnu ikke bidt sig fast i Danmark, hvor tilliden til politikerne generelt har været stor, blandt andet tydeliggjort ved en høj stemmeprocent. Ikke mindst i en krisetid bør S og SF spørge sig selv, om det er det værd – med den kynisme, vi ind til nu har set fra deres side, kan man imidlertid frygte for svaret.
Venstres lokale folketingsmand, Kristian Pihl Lorentzen, forsvarede i Folketingssalen 10/4 – 2012 VK-regeringens ændring af knallertloven, der nedsatte aldersgrænsen for kørsel med lille knallert fra 16 til 15 år. En ændring, som den røde regering trods mange gode argumenter rullede tilbage – til skade for unges frihed og mobilitet.
I dag udkom martsudgaven af VU Viborgs nyhedsbrev, Nyt fra VU Viborg. Medlemmer af foreningen, der har opgivet deres e-mail-adresser, har fået det tilsendt.
Læs i dette nummer af nyhedsbrevet bl.a. om Venstres Ungdoms Landsstævne 2012, der afholdes i Viborg, om VU Viborgs kamp for fagforeningsfriheden og ikke mindst om en perlerække af spændende arrangementer.
Hvis du ikke har fået det, kan du sende din e-mail til kontakt@vuviborg.dk. Så sørger vi for, at du modtager det fremover.
Du kan også læse nyhedsbrevet online som PDF eller herunder:
Da det torsdag d. 22/3 kom VU Viborg for øre, at 3F ville reagere på en række viborgensiske restauratørers opsigelse af overenskomsten med blokade dagen efter, markerede de unge VU’ere prompte deres utilfredshed med 3F’s metoder og deres støtte til reel fagforeningsfrihed for såvel virksomheder som enkeltpersoner.
Det skete ved en demonstration foran 3F-bygningen fredag morgen.
Formand for VU Viborg, Isak Krab Koed, udtaler: “I Venstres Ungdom går vi ind for fagforeningsfrihed for både virksomheder og enkeltpersoner. Fagforeningsfriheden er en naturlig del af vores moderne, demokratiske samfund.”
Og fortsætter: “Derfor hører blokader som den, 3F truer med, også fortiden til. I stedet for at presse og chikanere de erhvervsdrivende burde fagforeningen tiltrække kunderne med gode overenskomster, der er til at efterleve, og en konstruktiv dialog.”
Kurset er til alle nye medlemmer, som godt kunne tænke sig at vide mere om Venstres Ungdom. Vi vil komme omkring VU´s struktur, de forskellige udvalg, hvad man kan bruge VU til og meget mere. Kurset er kun for nye medlemmer, så man får en helt unik mulighed for at møde andre ligesindede og skabe sig et netværk.
Det foreløbige program:
Lørdag
12.45 – 13.00: Indtjekning
13.00 – 13.15: Velkomst ved kursusudvalgsformand Morten Ravn
13.15 – 13.45: Næstformand Jens Husted om VU´s struktur
13.45 – 16.15: Mini-Christiansborg med VU’s ordførere
16.15– 16.45: Pause
16.45 – 17.30: Oplæg ved Landsformand Morten Dahlin om den politiske situation
17.30 Afgang mod Christiansborg
18.00 – 18.50: Rundvisning på Christiansborg
19.15 – 20.15: Middag
20.15 – 20.45: Pause med mulighed for omklædning
20.45 – 22.00: Fælles underholdning
22.00 – 02.00: Fest i bedste VU-stil
Søndag
09.30 – 10.30: Morgenmad
10.30 – 10.45: Hvad kan du bruge sekretariatet til ved Landssekretær Morten Østergaard
10.45 – 11.45: Retorikoplæg ved formand for Politisk Udvalg, Nanna Østergaard
11.45 – 12.00: Pause
12.00 – 12.15: Kommende kurser ved Kursusudvalgsformand Morten Ravn
12.15 – 12.30: Internationale tilbud ved formand for Internationalt Udvalg, Andreas Oxholm
12.30 – 12.45: Afslutning
De af jer, som er under 18 år, skal få jeres forældre til at udfylde den vedlagte seddel i deltagermaterialet og medbringe den lørdag kl 12:45, hvis I ønsker at drikke spiritus og øl.
Dette er et kursus, som man ikke må gå glip af!