Arkiv: juni 2012

Hvad er værst?

af Isak Krab Koed | 27. juni 2012  |  Læserbreve

Dette indlæg er bragt i Viborg Stifts Folkeblad 27/6 – 2012.

Det ærgrer mig, at mit forsvar for retsstaten i Viborg Stifts Folkeblad 14.juni ikke giver anledning til skyggen af selvransagelse hos Mikkel Storgaard Knudsen, der gav svar på tiltale i folkebladet dagen efter. »Den forrige regering var meget værre,« lyder automatsvaret fra SFU’eren, idet han brokker sig over, at jeg slet ikke nævner de forskellige lovforslag vedtaget af VK-regeringen, der udfordrer retsstatens principper.

For det første må jeg beklage, at han næppe har læst mit indlæg ret godt. En stor del af læserbrevet handler netop om en række love fremsat og vedtaget af VKregeringen, de såkaldte antiterrorlove, som jeg tydeligt understreger det problematiske i. At jeg ikke nævner samtlige love, der efter min mening er uhensigtsmæssige, skyldes en kombination af forsøget på at give diskussionen en vis aktualitet og det faktum, at jeg – selv om jeg gerne ville – nok ikke får hele folkebladets debatsektion for mig selv lige foreløbig.

For det andet er jeg ikke enig i hans konstatering af, at VK-regeringens love i højere grad end den røde regerings nylige lov om fri baghaveadgang til SKAT er udtryk for undergravning af retsstaten. Der er nemlig efter min mening en væsentlig forskel på, om man lovliggør overvågning af borgerne med henblik på at forhindre terrorisme, vold og uorden i gaderne og deslige til ulykke og gene for almindelige, fredelige borgere – eller om man iværksætter selvsamme initiativer blot for at sikre sig, at svigerfar ikke bygger carporten uden at indberette til skattefar.

Det er meget væsensforskellige ulovligheder, som kalder på ligeså forskellige reaktioner.

Glimt fra grillfesten

af Isak Krab Koed | 25. juni 2012  |  Gallerier

Tak for en fremragende grillfest! På billederne giver medlem af Viborg byråd for Venstre, Gregers Laigaard, en lille optræden.

Fotograf Chris Bahnsen.

Fra VU-formand til byrådskandidat

af Isak Krab Koed | 19. juni 2012  |  Nyheder

Dette indlæg er bragt i Viborg Stifts Folkeblad 19/6 – 2012.

I 1. g på Viborg Katedralskole genrejste han elevmagasinet Vero, hvor han var redaktør. Siden blev han valgt som formand for Venstres Ungdom i Viborg, og nu er han kandidat til Viborg Byråd. Navnet er Krab Koed, Isak Krab Koed, og han er lykkelig over muligheden for at blive en del af Viborg Byråd.

»Jeg glæder mig til, nu som kandidat, at fortsætte kampen for den liberale sag og ikke mindst for min yndlingskommune, Viborg, og jeg håber at kunne gøre mig fortjent til at blive den unge, borgerlige stemme i Viborg Byråd,« siger den nyudnævnte byrådskandidat, som blev valgt lørdag den 16. juni.

Nyt fra VU Viborg i maj

af Isak Krab Koed | 14. juni 2012  |  Nyheder

I dag udkom majudgaven af VU Viborgs nyhedsbrev, Nyt fra VU Viborg. Medlemmer af foreningen, der har opgivet deres e-mail-adresser, har fået det tilsendt.

Læs i dette nummer af nyhedsbrevet bl.a. om den røde regerings manglende respekt for retsstatens grundlæggende principper, Kristian Pihls kamp for unges bevægelsesfrihed – og ikke mindst om opstillingsmødet på lørdag kl. 16:30, hvor du som medlem af VU Viborg kan være med til at vælge, hvem der skal være vores kandidat til Viborg byråd på Venstres liste i 2013.

Hvis du ikke har fået det, kan du sende din e-mail til kontakt@vuviborg.dk. Så sørger vi for, at du modtager det fremover.

Du kan også hente nyhedsbrevet som PDF.

Farvel til retsstaten

af Isak Krab Koed | 14. juni 2012  |  Læserbreve

Dette indlæg er bragt i Viborg Stifts Folkeblad 14/6 – 2012.

Et flertal af Folketingets partier bestående af regeringen og Enhedslisten har 13. juni vedtaget en lov, der giver SKAT mulighed for uden dommerkendelse at trænge ind på privat ejendom for at undersøge forhold, der efter deres vurdering er tilstrækkelig mistænkelige til at give anledning til at tro, at der foregår skattesnyd.

Beføjelsen til at trænge ind på og overvåge privat ejendom uden dommerkendelse har tidligere været forbeholdt terrorbekæmpelsesindsatsen, som fik denne mulighed, da antiterrorlovgivningen i sin tid under massiv mediebevågenhed og akkompagneret af adskillige eksperters advarsler blev vedtaget. Ikke engang politiet har i øvrigt – – ud over i terrorbekæmpelsesøjemed –- adgang til dette værktøj.

Vi lever nemlig –- eller levede i det mindste engang -– i en retsstat. En statsform, der bl.a. er karakteriseret ved, at man som borger er uskyldig, indtil det modsatte er bevist, og at staten kun i meget specielle og fåtallige tilfælde kan kompromittere individets frihedsrettigheder, herunder eksempelvis den private ejendomsret.

Da man i 2007 strammede antiterrorlovgivningen, sagde juraprofessor Eva Smith fra Københavns Universitet til Information 25. juli, at der med den nye lovgivning ikke var »meget tilbage af de hæderkronede principper, som det danske retssamfund bygger på.« Med det nys vedtagne lovforslag er retsstaten desværre et skridt nærmere graven.

Sommerseminar 2012: EU, nationalisme og ulighed

af Nanna Østergaard | 12. juni 2012  |  Arrangementer

jul ’12jul
1719

Igen i år afholder Venstres Ungdom et sommerseminar fra d. 17.-19. juli på det lækre Vingsted Center i Vejle. Oplægsholdere vil starte diskussionerne, Politisk Udvalg vil sikre gode workshops, og I vil føle jer nødsaget til at kaste jer ud i den ene debat efter den anden, når 50 VU’ere skal undervises i og diskutere en lang række følsomme emner under temaer som EU, nationalisme og lighed. Selvfølgelig skal vi også både hygge og feste.

For kun 150 kr. bliver sommeren 2012 helt sikkert DIN sommer!

POLITISK INDHOLD
Arrangementet handler om politik, politik og mere politik, og emnerne er:

  • Kan nationalisme og liberalisme hænge sammen?
  • Kan ulighed være retfærdig i Danmark og på tværs af Europa?
  • Afhænger Danmarks fremtid af Grækenlands reformer?

Undervisningsformerne bliver eksterne og interne oplægsholdere, debat i plenum og i grupper, diskussioner og arbejdsopgaver i workshops.

VALUTA FOR PENGENE
Grundet fundraising bliver kurset eksklusivt, men billigt. For en sum af 150 kr. får hver deltager – ud over det politiske program – overnatning på pæne firemandsværelser, alle måltider fra aftensmad tirsdag til og med morgenmad torsdag, mulighed for benyttelse af alle faciliteter på Vingsted Centeret og selvfølgelig en lidt mere eksklusiv fest onsdag aften og bar til langt ud på natten.

SOCIALT – STILLETTER OG RUNDBOLD
Rent socialt er der mange muligheder – onsdag aften vil byde på en lidt mere formel fest, men tirsdag aften er der fri leg og fri adgang til de mange muligheder på Vingsted Centeret: Baren er åben, svømmehallen er åben til 21:00, der er indendørs og udendørs sportsbaner, hvor vi vil afholde en rundboldturnering, og du kan se de mange flere muligheder på Vingsted Centerets hjemmeside.

SKYND DIG IND PÅ WEBSHOPPEN
Der er et deltagermaksimum på 50 personer, så skynd dig at reservere en plads til årets billigste, men fedeste politiske sommerseminar. Seminaret kan allerede nu købes på webshoppen.

Der er ikke rejserefusion til kurset, så selv om det er billigdage med WildCard, kan man med fordel finde noget fælleskørsel. Alle spørgsmål kan henvendes til formand for Politisk Udvalg, Nanna Østergaard, på nanna@vu.dk  eller 28 18 86 19, eller formand for Kursusudvalget, Morten Ravn, på ravn@vu.dk eller 25 67 26 22. Vi glæder os til at se dig!

Årets grillfest i VU Viborg

af Rikke Skovgård | 3. juni 2012  |  Arrangementer

jun ’12
16
18:00

Kunne du tænke dig at deltage i en fed grillfest? Kunne du tænke dig at drikke kolde øl til liberale priser? Kunne du tænke dig at spise alt det, du kan? Kunne du tænke dig at få en sludder (og en sjus) med Viborgs borgerlige ungdom?

Så kom til VU Viborgs lokaler på St. Sct. Hans Gade 11A d. 16. juni kl. 18:00!

Vi arrangerer en grillfest med saftige bøffer, sprøde hotwings, hjemmelavet kartoffelsalat og alle de pølser, du kan rumme! Alt dette for kun 100 kr.!

Tilmeld dig på Facebook og betal på webshoppen senest d. 13/6 – 2012.

NB: Vegetarer er velkomne, vi skal nok sørge for mad!