3F truer den danske model

Dette indlæg er bragt i Viborg Stifts Folkeblad 5/9 – 2012.

Hen over sommeren har 3F’s konflikt med Restaurant Vejlegården, der har tegnet overenskomst med Krifa, fyldt meget i mediebilledet. Også i Viborg, hvor flere restauratører har meldt sig ud af 3F’s overenskomst, ulmer faglige konflikter under overfladen. Senest har 3F Viborg bebudet, at der indledes konflikt med Latinerly.

Som borgerligt menneske er jeg instinktivt begejstret for de situationer, hvor borgerne uden statens indblanding selv organiserer sig og løser et problem på en måde, der gavner det fælles bedste. Den såkaldte danske model, der betyder, at arbejdsgivere og arbejdstagere forhandler overenskomster om løn og arbejdsvilkår helt uden, at politikerne blander sig, er for mig at se en liberal hjertesag.

Ikke desto mindre forstår jeg godt de restauratører, der melder sig ud af 3F’s overenskomst. Det ligger i ordet overenskomst, at den skabes ved, at arbejdsgivere og arbejdstagere kommer overens, altså indgår et kompromis. Denne kompromisvilje er det fundament, der har gjort den danske model så effektiv.

Derfor er det enormt ærgerligt, at 3F ikke er villige til at indgå i reelle forhandlinger med restauratørerne, hvor man ser på de forhold i overenskomsten, de ikke er tilfredse med. Det faktum, at 60-65 % i branchen i dag arbejder uden overenskomst, burde i sig selv mane til eftertanke for 3F – og når en rapport udarbejdet i 2009 på foranledning af Horesta og 3F selv endda viser, at både arbejdsgivere og arbejdstagere mener, at overenskomsten er svær at efterleve og kompliceret at forstå, bør det vist være klokkeklart, at den trænger til en kærlig hånd.

3F bør med andre ord begrave stridsøksen, tøjre det indre stædige æsel for en stund og lytte til restauratørernes kritik. Ellers er det 3F og ikke restauratørerne, der truer den danske model.