Den franske syge

S og SF har tillagt sig den dårlige vane at afgive uhæmmede mængder af løfter for derefter at ændre politik over natten. Eneste alibi har været magten for magtens egen skyld. Eksempelvis kunne Helle Thorning-Schmidt med vanlig socialdemokratisk selvsikker retorik umiddelbart efter valget, hvor ”sejren” var i hus, deklarere, at to ting ville stå til troende, nemlig boligpakken og betalingsringen!

Bedst, mens S og SF udviser denne form for foragt for vælgerne, oplever Frankrig det samme.  Med vinderen af første valgrunde i præsidentvalget, socialisten François Hollande, i spidsen, udstedes valgløfter til højre og venstre. Hollande vil indføre millionærskat efter dansk idé, sænke pensionsalderen og ansætte flere i det offentlige. Og i tråd med den franske langtfra beskedne selvopfattelse vil man ændre finanspagten i stedet for at koncentrere sig om at implementere og overholde den, som den ser ud i dag.

Samtidig er Hollande formentlig pinlig bevidst om, at forslagene ikke har nogen gang på jord. I Frankrig har man været mere eller mindre vant til at føre politik på denne måde – med alvorlige konsekvenser for tilliden til politikerne til følge. Resultatet er mangel på forståelse for gennemførelse af helt nødvendige reformer i befolkningen, fordi problemerne ikke er blevet italesat, hvorfor det har været umuligt at gennemføre disse.

Denne dårlige franske vane har endnu ikke bidt sig fast i Danmark, hvor tilliden til politikerne generelt har været stor, blandt andet tydeliggjort ved en høj stemmeprocent.  Ikke mindst i en krisetid bør S og SF spørge sig selv, om det er det værd – med den kynisme, vi ind til nu har set fra deres side, kan man imidlertid frygte for svaret.