Den ubehagelige plan

Dette indlæg er bragt i Viborg Stifts Folkeblad 7/9 – 2011.

Den økonomiske politik, der ifølge oppositionen skal bringe Danmark sikkert ud af krisen, har som et af sine store slagnumre ideen om tolv minutters ekstra arbejde om dagen. Tolv minutter, som angiveligt giver 15 mia. kr. i kassen.

Den danske ordning, hvor arbejdstid, løn og så videre forhandles på plads af arbejdsmarkedets parter, nødvendiggør, at denne idé støttes af fagbevægelsen, hvis den skal realiseres. Hurtigt efter ideens lancering måtte S og SF sande, at det ikke er tilfældet – og hvorfor skulle fagbevægelsen da også støtte længere arbejdstid for dens medlemmer?

Fagbevægelsen lovede dog, at den nok skulle finde de 15 mia. kr., og forleden forlød det, at en plan var klar. Interessen for at erfare dens indhold er selvsagt stor, men det kan desværre ikke lade sig gøre. Hverken fagbevægelsen eller oppositionen agter nemlig at delagtiggøre borgerne i den famøse plan – før efter det kommende valg. Gad vide hvorfor. Er planen virkelig så ubehagelig, at oppositionen ikke tør fortælle danskerne om den, før de har afgivet deres stemme?