Det første skridt

isak-150x150Dette indlæg blev bragt i Viborg Stifts Folkeblad 8/8 – 2013.

LAU-formand Søren Munk Schjødt roser i VSF 3/8 Venstres Ungdoms arbejde for at engagere unge i den demokratiske proces. Det vil jeg gerne kvittere for. Ros er en sjælden fornøjelse i politik, som man skal huske at værdsætte, når den opstår.

Desværre er der også drysset malurt i bægeret. I samme læserbrev kritiserer Munk Schjødt således VU’s forslag om mobile stemmebokse på ungdomsuddannelserne med henvisning til, at det er en større udfordring, vi står overfor: Vi skal ikke kun have de unge til at stemme, vi skal også «motivere unge til at deltage aktivt i demokratiet.»

Denne betragtning om udfordringens omfang er jeg rørende enig i, men det forhindrer mig nu ikke i at se det fornuftige i forslaget om mobile stemmebokse.

For det første, fordi stemmeafgivelse er et oplagt første skridt i aktiv demokratisk deltagelse. Når man sætter sit kryds, tager man aktivt stilling til kandidaterne – og for de flestes vedkommende vil dette indebære, at de aktivt opsøger information, der skaber grundlag for et kvalificeret valg.

Voila! Flere borgere deltager nu aktivt i demokratiet – og hvis vi sammen er synlige i forløbet, er det sandsynligt, at en del af dem kan motiveres til at intensivere deltagelsen ved at melde sig ind og arbejde for deres overbevisning.

For det andet, fordi mobile stemmebokse virker. De højner faktisk valgdeltagelsen, formentlig af den årsag, at det simpelthen bare er mere nærliggende at stemme, når det sker for næsen af én, end når det sker i nærheden på et potentielt fremmed sted.

Det er kort sagt ikke «spild af skattekroner» at gøre stemmeafgivelse nemmere. Det højner valgdeltagelsen og skaber demokratisk aktive borgere – og det er jo akkurat, hvad vi ønsker os.