Fødevareproduktion er Danmarks fremtid

Hvad skal Danmark leve af i fremtiden? Hvorfor ikke også satse på det, vi i årevis har været blandt de dygtigste til, når det så samtidigt er noget, der kun vil være et stigende behov for, nemlig produktion af fødevarer?

Danmark huser i dag et landbrug, der på mange punkter er blandt de mest effektive i verden, også hvad angår miljø, dyrevelfærd og sundhed i det hele taget. Vi har i det hele taget gode muligheder for i fremtiden at være blandt de foretrukne leverandører af kvalitetsfødevarer, som i takt med den øgede velstand i hele verden vil blive en mere efterspurgt vare.

Udviklingen i landbruget har givet basis for en stor gruppe følgeerhverv, der i sig selv beskæftiger mange flere mennesker end selve landbruget. Mange tekniske løsninger er blevet udviklet i Danmark til benyttelse i landbrugssektoren over hele verden, hvorved en effektiv og velfungerende landbrugssektor i Danmark åbner mulighed for at eksportere alt fra basale fødevare til maskiner, IT-løsninger og forskning.

Landbruget bidrager dermed til beskæftigelse på alle niveauer i samfundet. Eksporten af landbrugsvarer har tilmed vist sig at være forholdsvis stabil trods finanskrisen – i modsætning til den øvrige eksport. Derved udgør landbrugseksporten i dag en større andel af den samlede eksport end før krisen. Dette er med til at sikre Danmark en stabil tilførsel af fremmed valuta.

Det er dog ikke lige fødevaresektoren, den fremadstræbende politiker typisk har i tankerne, når visionerne om Danmarks fremtid skal tegnes. Der er derimod hovedsageligt fokus på, at vi skal være førende på områder som IT, forskning og uddannelse. Ikke dermed sagt, at det ikke er vigtige områder. Problemet er bare, at vi for længst er blevet overhalet på disse felter, ligesom det er områder, hvor mange andre fremadstræbende nationer med mindst ligeså dygtige mennesker har satset milliarder de senere år. Vi kan derfor ikke forlade os på, at vi alle skal være enten IT-programmører eller akademikere mv.

Desværre har fødevaresektoren i Danmark særdeles trange kår for øjeblikket. Det skyldes dels den verdensomspændende krise, dels det høje lønningsniveau i Danmark, hvilket er faktorer, erhvervet må leve med som en naturlig konsekvens af at agere på et forholdsvis frit verdensmarked.

Det største problem for den danske fødevarebranche er dog den politiske indblanding i form af skrappe miljøkrav, langsommelige og bureaukratiske sagsbehandlinger, afgifter på energi mv., der er med til at gøre det væsentlig dyrere at producere fødevarer i Danmark end i resten af EU. Ikke bare i den primære landbrugssektor, men især også i følgeindustrien, hvor specielt de høje afgifter på energi er et problem. Det højt agtede forureneren betaler-princip er kort sagt ved at tage livet af store dele af fødevareindustrien.

I sig selv giver det da mening, at det er forureneren, der skal betale, og på sin vis bør nogle virksomheder da heller ikke slippe billigere end andre. Man bør bare se på, hvad formålet med en energiafgift er. Er formålet med de høje energiafgifter virkelig, at vi skal lukke vores mest energikrævende virksomheder, selv om de er blandt de mest energieffektive på verdensplan, bare for at kunne kalde os ”førende” på miljøområdet, vel vidende at det koster tusindvis af arbejdspladser?

Produktion af grøn energi er naturligvis en interessant mulighed for dansk landbrug, denne udvikling er også i gang, og har været det i årevis. I ligeså mange år har den blot været hæmmet af en energipolitik, der mere bærer præg af at være en skjult finansieringsform for velfærdsstaten end af egentlig interesse i energiudviklingen. Det har ikke skortet på lysten til at pøse penge i nye forskningsprojekter på området, men derimod knebet med lysten til at sikre deres levedygtighed i praksis bagefter. Af den grund er der i dag kun et ringe et økonomisk incitament til bl.a. at drive biogasanlæg, vindmøller samt afbrænde eksempelvis rapsolie.

Er virkelig det statens opgave at opstille fine mål og visioner for, hvad og hvor meget private virksomheder skal producere i 2020? Eller er det statens opgave at sikre, at de samme private virksomheder har muligheden for at klare sig på så frie markedsvilkår som muligt og ikke belastes af konkurrenceforvridende afgifter og unødig bureaukrati?