Forbudstyranniets velmagtsdage

Det er i sandhed en mærkelig tid, vi lever i! Nærmest ugentligt skal vi læse eller høre om et nyt forbudsforslag fra den ene eller den anden side af Folketinget, og hver gang lugter det langt væk af populisme og opportunisme. Kamphunde, burkaer, knive, foreninger osv. Listen er lang, men en ting er fælles for alle områderne – man har valgt at slynge den nemmeste og hurtigste løsning ud, nemlig forbud, formentlig i et anfald af misforstået effektivitet.

Der var engang, hvor vi grinte af Sverige og alle deres forbud – vi var tolerante og frie mennesker i Danmark, der ikke behøvede forbud for at leve sammen i fordragelighed. Den tid er forbi, og den nye knivlov er et glimrende eksempel på, hvordan udtrykket ”at skyde gråspurve med kanoner” er opstået. Almindelige mennesker, der blot passer deres arbejde, skal nu til at frygte for fængselsstraf, fordi nogle tosser, på Nørrebro eller i Jomfru Ane Gade, ikke kan tage i byen uden stikvåben. Politiet og anklagemyndighederne er heller ikke glade for de nye regler, hvilket de tydeligt viser. Officielt skal de jo ikke have en politisk holdning, men blot forvalte de love, der bliver udstukket, men når man vælger at fortolke loven så skarpt og unuanceret, som de seneste ugers sager har vist, kan ingen hvis længere være i tvivl om deres holdning.

Burka-sagen har ligeledes delt Danmark, idet der desværre er mange danskere, der inderst inde synes, at det er rarest og nemmest, at der bliver lavet forbud mod ting, som de ikke selv forstår eller måske ligefrem er utrygge ved. Jeg kan sagtens se, at en burka kan være et udtryk for kvindeundertrykkelse, men det er bare ikke den rigtige måde at gribe tingene an. Hvis Naser Khader, og de øvrige, der støtter op om dette forslag, virkelig vil hjælpe disse kvinder, er social omsorg og støtte i dagligdagen langt bedre end at angribe det synlige symbol på deres religion. Islamistisk kvindeundertrykkelse hører ikke hjemme i et demokratisk samfund, men burka-forbud er en ligegyldig og provokerende gestus.

Sidste skud på stammen af forbudsforslag er vores eget moderpartis forslag om at forbyde foreningen Kirkeasyl og dennes støttekomite. Igen er der tale om ren populisme, for selvom jeg ikke har den mindste sympati for disse foreningers synspunkter, så har vi politiet og anklagemyndigheden til at vurdere, hvornår deres aktiviteter er samfundsskadelige eller ulovlige. Hvis de vitterligt har hjulpet udviste asylansøgere med at skjule sig illegalt, så skal ledelsen og de ansvarlige straffes, men at forbyde foreningen er enormt udemokratisk. Desuden vil jeg også hellere have den slags foreninger frem i lyset, hvor vi kan se de ansvarlige og nemmere retsforfølge eventuelle lovovertrædelser.

Øjensynligt er der tale om en epidemi på Christiansborg, der opstår, fordi mange af politikerne har mere interesse i deres egen taburet end i de vigtige samfundsemner. Meget små sager, der egentlig burde varetages af forvaltningen (politiet, anklagemyndigheden, kommunerne, de sociale myndigheder mv.) bliver til toppolitiske emner, der desværre nemmest promoveres i pressen ved at bruge ordet ”forbud”. Vi er som nation nødt til at lade være med at vælge den nemmeste løsning, for ethvert forbud er en indskrænkelse af den personlige frihed, som desværre har trange kår for tiden.