Generationstyveri – må jeg være fri?

Dette indlæg blev bragt i Viborg Stifts Folkeblad 16/8 – 2011.

Indrømmet: også med regeringens 2020-plan stiftes der gæld frem til 2020. Anno 2020 går budgettet så i balance. Hverken opposition eller regering kan således prale af en økonomisk plan, der løser landets samlede økonomiske udfordring i ét hug, og man kunne bestemt have ønsket sig et mere vidtgående udspil fra regeringen.

Alligevel står danskerne overfor et klart valg. Mens regeringen har fremlagt et veldokumenteret og seriøst bud på, hvordan vi sikrer den fornødne finansiering til at opretholde det danske velfærdssamfund fremover, byder oppositionens plan stadig på huller i milliardklassen.

Èt ligger imidlertid fast: kommer S og SF til magten, skal danskerne til lommerne. En almindelig dansk familie kan således imødese en ekstraudgift på 28.000 kr. om året, hvis S og SF’s politik bliver til virkelighed. Samtidig betyder S og SF’s uansvarlige politik en seksdobling af den offentlige nettogæld fra omkring 50 mia. i år til i omegnen af 320 mia. i 2020. Det er et overvældende beløb, og hvem skal mon betale? Det skal vi – Danmarks ungdom. Må jeg være fri, tak!