Giv ulandene frihedsrettigheder

no images were found

Udviklingsminister Søren Pind mødte tidligere i dag VU’erne i Viborg til en snak om udviklingspolitikken. Pind præsenterede på mødet VU’erne for den udviklingspolitiske strategi. VU Viborgs formand, Jakob H. Harritz, er begejstret for ministerens besøg: “Mødet er en helt unik mulighed for at komme i direkte dialog med et af de mennesker, der tegner Danmarks politik på et vigtigt område. Derfor er jeg også glad for, at så mange har valgt at møde op,” siger han.

Den nye strategi lægger vægt på de grundlæggende frihedsrettigheder som drivkraft for vækst og velstand i den 3. verden. Ifølge Pind er en af de centrale årsager til den hidtidige udviklingspolitiks manglende resultater, at ulandenes borgere mangler en række elementære rettigheder, hvilket gør det praktisk taget umuligt at foretage langsigtede satsninger og investere i vækst og udvikling.

“Det er befriende, at regeringen nu gør op med den hidtidige udviklingspolitiske linje, der i høj grad har vist sig ikke at leve op til forventningerne. Hvis man vil hjælpe en sulten mand, kan man gøre to ting. Enten give ham en fisk – eller lære ham at fiske,” siger Isak Krab Koed, VU’s udenrigs- og sikkerhedspolitiske ordfører, og tilføjer: “det, regeringens nye udviklingsstrategi gør, er netop at give ulandene redskaber til selv at skabe den vækst og velstand, de efterspørger. Strategien giver den sultne mand fiskestangen og lærer ham at bruge den.”