Hvad er fødevareministerens dagsorden?

Fødevareminister Mette Gjerskov arbejder fortiden ihærdigt på at argumentere for hendes lovforslag om ændring af ”lov om randzoner.” Ikke overfor Folketinget, hvor hun har flertallet i hus, men overfor landbruget og dets organisationer.

Lovforslaget vil indebære, at jord i op til 10 meters afstand til åer, vandløb samt søer af en vis størrelse ikke længere vil kunne dyrkes. Samtidig skal offentligheden have adgang til de udyrkede arealer uden at spørge lodsejeren.

Og det haster åbenbart. Det haster så meget, at der kun kunne blive plads til en ganske kort høringsfrist trods et ellers ret vigtigt emne, der vil berøre både de mange landmænd, der mister indtægter, og i det hele taget alle de grundejere, der nu må finde sig i, at enhver i princippet har adgang til dele af deres ejendom uden respekt for den private ejendomsret.

Et ordentligt gennemarbejdet kortmateriale, der kan præcisere helt nøjagtigt, hvor de berørte områder befinder sig, kunne der heller ikke blive tid til. Dog har fødevareministeren lovet et såkaldt ”fjumreår”, som hun så smukt kalder det, hvor landmændene kan få opklaret, om det er deres landbrug, der må vinke farvel til i enkelte tilfælde over 100.000 kr. i driftsresultat. Et beløb, der knap svarer til en elevstilling. Herefter vil de naturligvis blive straffet, hvis de ikke efterlever de nye regler.

Det nye regelsæt skal sikre, at der bl.a. udvaskes færre næringsstoffer til åer og vandløb, hvilket i sig selv bestemt er et anerkendelsesværdigt mål. Men vil 10 meters randzoner hjælpe? Det er der delte meninger om. Forskere hos Danmarks Miljøundersøgelser og Danmarks Jordbrugsforskning sår bl.a. tvivl om randzonernes virkning på fosfor, idet de påpeger, at der skal plantes træer, eksempelvis energipil, hvis fosforen skal opsamles. Det ønsker fødevaremisteren dog ikke; det vil jo ødelægge udsigten og hindre offentlighedens adgang. Randzonerne burde dog virke på N-udvaskningen, men kun fordi arealet ligger brak. Det gør nemlig ingen forskel, om arealet ligger op ad et vandløb eller et hvilket som helst andet sted.

Der er også delte meninger om, hvorvidt tiltaget gør en forskel i alle områder. Nogle eksperter mener, at det ville være bedre at se på de lokale forhold og derudfra afgøre hvor store bræmmer, der er brug for.

Fødevareminister Mette Gjerskov erkender da også, at der mangler viden på området, men et ordentligt beslutningsgrundlag er tilsyneladende alligevel ikke nødvendigt for at gøre ca. 50.000 ha landbrugsjord til en anslået markedsværdi på 7,5 milliard kr. værdiløs.

Hun lover dog de berørte lodsejere en kompensation til gengæld. Skade er blot, at hendes ministerium endnu ikke har haft tid til at beregne, hvor stor den bliver.

Men hvorfor haster det så meget? Hvad er fødevareministerens egentlige dagsorden? Selv kritiske røster fra miljøforkæmpernes lejr påpeger, at 10 meter randzoner er spild af penge sat i forhold til den gevinst, naturen opnår ved det.

Randzoneloven er kort sagt politisk hastværk uden respekt for den private ejendomsret. Hvorfor ikke i stedet bruge ressourcerne på at undersøge mere virksomme løsninger, der tilgodeser både natur og landbrug? Har den siddende fødevareminister virkelig ingen interesse i at skabe holdbare løsninger?