Hvem ringer klokkerne for?

isak-150x150Dette indlæg er bragt i Viborg Stifts Folkeblad 29/9 – 2014.

Som kirkegænger igennem mange år er jeg glad for folkekirken. Faktisk så glad, at jeg læser teologi for engang selv at kunne forkynde Guds ord – gerne her i Viborg Stift. Jeg holder meget af vores kirkeordning, der betyder, at folkekirken er bredt funderet og rodfæstet i Danmark.

Ordningen trues af tidens luner, som forvrænger »Ordet« og lader det blive anledning til at hyppe forskelligartede politiske kartofler, så man pludselig kan tage politisk anstød af sin kirke.

Allerede i dagens kirkeordning kan det forekomme. Tænk på de afviste asylansøgere, der besatte Brorsons Kirke, og på »klimaringningerne« landet over i forbindelse med COP15 i København 2009 – men det er da i det mindste netop lokalt vedtaget, så man kan arbejde imod det i egen sognekirke og altid lufte sine såvel evangeliske som politiske betænkeligheder frit.

Denne lokaldemokratiske sikkerhed mod politiserende meningstyranni i »Ordets« navn er måske snart en saga blott. Det kafkask klingende »Udvalget om en mere sammenhængende og moderne styringsstruktur for folkekirken« (i folkemunde Strukturudvalget) har efter endt udvalgsarbejde i den såkaldte betænkning 1544 foreslået, at vores kirkeordning omstruktureres, idet der nedsættes et folkekirkeligt fællesudvalg, der skal kunne udtale sig på kirkens vegne om såvel økonomi som om de såkaldte indre anliggender – altså alt det, der kan gå politik i.

Argumentationen for forslaget opsummeres udmærket af udvalgets navn. Folkekirken har brug for en »moderne« og »sammenhængende« styringsstruktur, og en sådan er denne fællesudvalgsmodel, må man forstå. Men under den nuværende kirkeordnings vinger bor høj og lav i et fællesskab, som hviler på gamle sædvaner, skønsomhed og en tradition for at lytte.

Der er altså ikke noget, der tyder på, at kirken har brug for hverken mere »sammenhængende« eller »moderne« styringsstruktur. Den hænger allerede sammen. Og hvorfor skulle en kirke, der hviler på en 2000-årig tradition, i grunden abonnere på den rodløse opfattelse, at nyt er godt i sig selv?

Hvad dette forhold angår, er der markant forskel på de to tilbageværende kandidater i stiftets bispevalgkamp. Henrik Stubkjær støtter forslaget om det folkekirkelige fællesudvalgs etablering. Stemmer man på ham, risikerer man med andre ord mere politik i kirken: Flere kontroversielle politiske udmeldinger, politiserede klokkeringninger og ulovlige kirkebesættelser.

Stemmer man derimod på Peter Hedegaard, stemmer man samtidig for den rummelige og fredsommelige enhed, der har været den danske folkekirkes adelsmærke.