VU Viborg

Fødevareminister Mette Gjerskov arbejder fortiden ihærdigt på at argumentere for hendes lovforslag om ændring af ”lov om randzoner.” Ikke overfor Folketinget, hvor hun har flertallet i hus, men overfor landbruget og dets organisationer.

Lovforslaget vil indebære, at jord i op til 10 meters afstand til åer, vandløb samt søer af en vis størrelse ikke længere vil kunne dyrkes. Samtidig skal offentligheden have adgang til de udyrkede arealer uden at spørge lodsejeren.

Og det haster åbenbart. Det haster så meget, at der kun kunne blive plads til en ganske kort høringsfrist trods et ellers ret vigtigt emne, der vil berøre både de mange landmænd, der mister indtægter, og i det hele taget alle de grundejere, der nu må finde sig i, at enhver i princippet har adgang til dele af deres ejendom uden respekt for den private ejendomsret.

Et ordentligt gennemarbejdet kortmateriale, der kan præcisere helt nøjagtigt, hvor de berørte områder befinder sig, kunne der heller ikke blive tid til. Dog har fødevareministeren lovet et såkaldt ”fjumreår”, som hun så smukt kalder det, hvor landmændene kan få opklaret, om det er deres landbrug, der må vinke farvel til i enkelte tilfælde over 100.000 kr. i driftsresultat. Et beløb, der knap svarer til en elevstilling. Herefter vil de naturligvis blive straffet, hvis de ikke efterlever de nye regler.

Det nye regelsæt skal sikre, at der bl.a. udvaskes færre næringsstoffer til åer og vandløb, hvilket i sig selv bestemt er et anerkendelsesværdigt mål. Men vil 10 meters randzoner hjælpe? Det er der delte meninger om. Forskere hos Danmarks Miljøundersøgelser og Danmarks Jordbrugsforskning sår bl.a. tvivl om randzonernes virkning på fosfor, idet de påpeger, at der skal plantes træer, eksempelvis energipil, hvis fosforen skal opsamles. Det ønsker fødevaremisteren dog ikke; det vil jo ødelægge udsigten og hindre offentlighedens adgang. Randzonerne burde dog virke på N-udvaskningen, men kun fordi arealet ligger brak. Det gør nemlig ingen forskel, om arealet ligger op ad et vandløb eller et hvilket som helst andet sted.

Der er også delte meninger om, hvorvidt tiltaget gør en forskel i alle områder. Nogle eksperter mener, at det ville være bedre at se på de lokale forhold og derudfra afgøre hvor store bræmmer, der er brug for.

Fødevareminister Mette Gjerskov erkender da også, at der mangler viden på området, men et ordentligt beslutningsgrundlag er tilsyneladende alligevel ikke nødvendigt for at gøre ca. 50.000 ha landbrugsjord til en anslået markedsværdi på 7,5 milliard kr. værdiløs.

Hun lover dog de berørte lodsejere en kompensation til gengæld. Skade er blot, at hendes ministerium endnu ikke har haft tid til at beregne, hvor stor den bliver.

Men hvorfor haster det så meget? Hvad er fødevareministerens egentlige dagsorden? Selv kritiske røster fra miljøforkæmpernes lejr påpeger, at 10 meter randzoner er spild af penge sat i forhold til den gevinst, naturen opnår ved det.

Randzoneloven er kort sagt politisk hastværk uden respekt for den private ejendomsret. Hvorfor ikke i stedet bruge ressourcerne på at undersøge mere virksomme løsninger, der tilgodeser både natur og landbrug? Har den siddende fødevareminister virkelig ingen interesse i at skabe holdbare løsninger?

S og SF har tillagt sig den dårlige vane at afgive uhæmmede mængder af løfter for derefter at ændre politik over natten. Eneste alibi har været magten for magtens egen skyld. Eksempelvis kunne Helle Thorning-Schmidt med vanlig socialdemokratisk selvsikker retorik umiddelbart efter valget, hvor ”sejren” var i hus, deklarere, at to ting ville stå til troende, nemlig boligpakken og betalingsringen!

Bedst, mens S og SF udviser denne form for foragt for vælgerne, oplever Frankrig det samme.  Med vinderen af første valgrunde i præsidentvalget, socialisten François Hollande, i spidsen, udstedes valgløfter til højre og venstre. Hollande vil indføre millionærskat efter dansk idé, sænke pensionsalderen og ansætte flere i det offentlige. Og i tråd med den franske langtfra beskedne selvopfattelse vil man ændre finanspagten i stedet for at koncentrere sig om at implementere og overholde den, som den ser ud i dag.

Samtidig er Hollande formentlig pinlig bevidst om, at forslagene ikke har nogen gang på jord. I Frankrig har man været mere eller mindre vant til at føre politik på denne måde – med alvorlige konsekvenser for tilliden til politikerne til følge. Resultatet er mangel på forståelse for gennemførelse af helt nødvendige reformer i befolkningen, fordi problemerne ikke er blevet italesat, hvorfor det har været umuligt at gennemføre disse.

Denne dårlige franske vane har endnu ikke bidt sig fast i Danmark, hvor tilliden til politikerne generelt har været stor, blandt andet tydeliggjort ved en høj stemmeprocent.  Ikke mindst i en krisetid bør S og SF spørge sig selv, om det er det værd – med den kynisme, vi ind til nu har set fra deres side, kan man imidlertid frygte for svaret.

En uddannelse baseret på udelukkende skolepraktik vil alt andet lige ikke være det samme værd og give de samme jobmuligheder som en uddannelse gennemført med udelukkende ordinær praktik, skriver Claus Bitsch, medlem af VU Viborgs bestyrelse.

Læs mere »

“SF’er til røde vælgere: tag pengene ud af Danske Bank.” En artikel med denne overskrift, der opfordrer SF’s vælgere til at tage deres penge ud af Danske Bank, som økonomisk støtter VK-regeringen, blev bragt i Politiken d. 31/8 – 2011.

Tænk, at SF tillader sig på det nærmeste at kommandere med deres vælgere! Netop en sådan overskrift giver mig kuldegysninger og gru i sinde. Det er sådan, jeg frygter min hverdag bliver under en rød regering: fuld med tvang og tydelige opfordringer til at lade staten bestemme, hvordan jeg skal leve.

Denne udvikling er desværre at genkende i diverse propagandataler fra yderst kedelige episoder fra historien. Episoder, de færreste danskere ønsker at genopleve. Men meningen med udtalelsen kan for mig ikke stå mere klart. En rød regering vil gøre forbud, mindre personlig frihed og mindre økonomisk råderum til danskernes hverdag. Jeg siger nej til røde lænker!

Snart sagt al politisk debat handler for tiden om, hvordan man bedst muligt kommer ud af den nuværende internationale økonomiske krise. Den aktuelle krise bunder bl.a. i gældsproblemerne i Sydeuropa. Gældproblemer, der ikke mindst skyldes, at man allerede inden finanskrisen i 2008 havde et stort offentligt overforbrug. Gælden antager nu så store højder i et stigende antal lande, at markedet mister tilliden til, at det kan lade sig gøre at betale gælden tilbage.

Normalt vil en sådan situation med lavvækst resultere i lav inflation. Imidlertid har inflation generelt været høj i perioden og Danmark går ikke fri. Inflationen har været omkring 2 %, som man helst ikke skal over ifølge de fleste økonomers vurdering. Aktuelt har den været oppe i 3 % i julimåned i forhold til sidste år. Høj og stigende inflation er ofte udtryk for at økonomien allerede kører i for højt gear i forhold til udbuddet af forskellige nødvendigheder i produktionen.  Pt. skyldes inflationen bl.a., at olie- og fødevarepriserne har været stigende.

I en sådan situation skal man være varsom med at låne flere penge til forbrug, fordi øget aktivitet alt andet lige vil øge inflationen.  Selvom inflationen ikke levnes megen plads i den offentlige diskussion, er den yderst vigtig. Den rammer nemlig dem, der vælger at spare op, ved at gøre penge mindre værd og tilskyder folk til gældsætning, fordi udgifterne hertil er lettere at bære, når værdien af pengene falder. Inflation virker således akkurat som en skjult skat, der flytter penge fra folk, der sparer op til folk, der gældsætter sig, selvom den ikke formelt fremtræder som en skat.  Og specielt fordi finanskrisen i 2008 udsparing af for voldsom gældsætning, giver det stof til eftertanke at fører en sådan politik. Vi skal ikke begå samme fejl igen!

Fra den røde blok side lyder svaret på udfordringen som altid ”brug flere penge”. Det var svaret før, under og efter højkonjunkturen. Disse finansieres her og nu indiskutabelt ved at ”slå et hul i kasse” som soc.dem. finansordfører har formuleret dette. Dette er en alt for enøjet og dogmatisk politik at føre. For vækst og beskæftigelse er ikke alt, hvis bagsiden af medaljen er enorm offentlig gældsætning og ikke mindst skjult skat på opsparing.