VU Viborg

I Danmark har vi haft en lukkelov i mere end 200 år – nu er det slut.  Den gamle lukkelov bliver erstattet af en mere moderne  helligdagslovgivning.

Vi har endelig fået en lov, som tilgodeser den fleksible måde, danskerne anno 2012 ønsker at leve på.  I en moderne familie med far, mor, børn og karriere kan det være vanskeligt at nå det hele, og danskerne ønsker ikke at møde en lukket dør, når de endelig har tid til at handle.  De ønsker fleksible åbningstider, som passer til deres måde at leve på.

Jeg mener, at tiden for længst er løbet fra lukkeloven.  Politikerne på Christiansborg skal ikke bestemme, hvornår danskerne skal have lov at handle.

Afskaffelsen af lukkeloven har også givet mulighed for et mere frit marked.  Som loven har været hidtil, er butikkerne blevet forhindret i at give den bedst mulige service til deres kunder. Jeg mener, at der er en efterspørgsel efter at købe ind om søndagen, og derfor synes jeg kun, det er fair, at butikkerne får mulighed for at opfylde danskernes behov.

I øvrigt risikerede butikkerne at blive overhalet indenom af de mere fleksible nethandelsbutikker, som over de seneste år er blevet væsentlig hurtigere til at levere varen til kunderne.

Et argument imod afskaffelsen af lukkeloven kunne være den lokale købmands overlevelse, men det er efter min overbevisning først og fremmest de lokales ansvar.  Også efter lukkelovens afskaffelse kan lokale købmænd og brugsforeninger fungere, når blot efterspørgselen er der.  Hvis de lokale ikke støtter den lokale købmand, får han det svært – lukkelov eller ej.

Jeg så for nylig et godt eksempel på de lokales opbakning til deres købmand i TV 2 Nyhederne.  I Grønbjerg sætter de lokale hver måned penge  ind  på en konto hos den lokale købmand, som de bruger af resten af måneden. På den måde er de lokale med til at sikre deres købmands overlevelse.

Et andet argument kan være, at de butiksansatte får mere weekendarbejde og derfor ikke har tid til familien. Detailbranchen er imidlertid langtfra den eneste, hvor folk arbejder i weekenden. Det må folk simpelthen tage med, når de vælger at arbejde i detailhandlen, ellers må de finde sig et andet arbejde. Der er sikkert også mange, som nyder at arbejde om søndagen med ekstra løntillæg og til gengæld have en fridag midt på ugen.

Fødevareminister Mette Gjerskov arbejder fortiden ihærdigt på at argumentere for hendes lovforslag om ændring af ”lov om randzoner.” Ikke overfor Folketinget, hvor hun har flertallet i hus, men overfor landbruget og dets organisationer.

Lovforslaget vil indebære, at jord i op til 10 meters afstand til åer, vandløb samt søer af en vis størrelse ikke længere vil kunne dyrkes. Samtidig skal offentligheden have adgang til de udyrkede arealer uden at spørge lodsejeren.

Og det haster åbenbart. Det haster så meget, at der kun kunne blive plads til en ganske kort høringsfrist trods et ellers ret vigtigt emne, der vil berøre både de mange landmænd, der mister indtægter, og i det hele taget alle de grundejere, der nu må finde sig i, at enhver i princippet har adgang til dele af deres ejendom uden respekt for den private ejendomsret.

Et ordentligt gennemarbejdet kortmateriale, der kan præcisere helt nøjagtigt, hvor de berørte områder befinder sig, kunne der heller ikke blive tid til. Dog har fødevareministeren lovet et såkaldt ”fjumreår”, som hun så smukt kalder det, hvor landmændene kan få opklaret, om det er deres landbrug, der må vinke farvel til i enkelte tilfælde over 100.000 kr. i driftsresultat. Et beløb, der knap svarer til en elevstilling. Herefter vil de naturligvis blive straffet, hvis de ikke efterlever de nye regler.

Det nye regelsæt skal sikre, at der bl.a. udvaskes færre næringsstoffer til åer og vandløb, hvilket i sig selv bestemt er et anerkendelsesværdigt mål. Men vil 10 meters randzoner hjælpe? Det er der delte meninger om. Forskere hos Danmarks Miljøundersøgelser og Danmarks Jordbrugsforskning sår bl.a. tvivl om randzonernes virkning på fosfor, idet de påpeger, at der skal plantes træer, eksempelvis energipil, hvis fosforen skal opsamles. Det ønsker fødevaremisteren dog ikke; det vil jo ødelægge udsigten og hindre offentlighedens adgang. Randzonerne burde dog virke på N-udvaskningen, men kun fordi arealet ligger brak. Det gør nemlig ingen forskel, om arealet ligger op ad et vandløb eller et hvilket som helst andet sted.

Der er også delte meninger om, hvorvidt tiltaget gør en forskel i alle områder. Nogle eksperter mener, at det ville være bedre at se på de lokale forhold og derudfra afgøre hvor store bræmmer, der er brug for.

Fødevareminister Mette Gjerskov erkender da også, at der mangler viden på området, men et ordentligt beslutningsgrundlag er tilsyneladende alligevel ikke nødvendigt for at gøre ca. 50.000 ha landbrugsjord til en anslået markedsværdi på 7,5 milliard kr. værdiløs.

Hun lover dog de berørte lodsejere en kompensation til gengæld. Skade er blot, at hendes ministerium endnu ikke har haft tid til at beregne, hvor stor den bliver.

Men hvorfor haster det så meget? Hvad er fødevareministerens egentlige dagsorden? Selv kritiske røster fra miljøforkæmpernes lejr påpeger, at 10 meter randzoner er spild af penge sat i forhold til den gevinst, naturen opnår ved det.

Randzoneloven er kort sagt politisk hastværk uden respekt for den private ejendomsret. Hvorfor ikke i stedet bruge ressourcerne på at undersøge mere virksomme løsninger, der tilgodeser både natur og landbrug? Har den siddende fødevareminister virkelig ingen interesse i at skabe holdbare løsninger?

S og SF har tillagt sig den dårlige vane at afgive uhæmmede mængder af løfter for derefter at ændre politik over natten. Eneste alibi har været magten for magtens egen skyld. Eksempelvis kunne Helle Thorning-Schmidt med vanlig socialdemokratisk selvsikker retorik umiddelbart efter valget, hvor ”sejren” var i hus, deklarere, at to ting ville stå til troende, nemlig boligpakken og betalingsringen!

Bedst, mens S og SF udviser denne form for foragt for vælgerne, oplever Frankrig det samme.  Med vinderen af første valgrunde i præsidentvalget, socialisten François Hollande, i spidsen, udstedes valgløfter til højre og venstre. Hollande vil indføre millionærskat efter dansk idé, sænke pensionsalderen og ansætte flere i det offentlige. Og i tråd med den franske langtfra beskedne selvopfattelse vil man ændre finanspagten i stedet for at koncentrere sig om at implementere og overholde den, som den ser ud i dag.

Samtidig er Hollande formentlig pinlig bevidst om, at forslagene ikke har nogen gang på jord. I Frankrig har man været mere eller mindre vant til at føre politik på denne måde – med alvorlige konsekvenser for tilliden til politikerne til følge. Resultatet er mangel på forståelse for gennemførelse af helt nødvendige reformer i befolkningen, fordi problemerne ikke er blevet italesat, hvorfor det har været umuligt at gennemføre disse.

Denne dårlige franske vane har endnu ikke bidt sig fast i Danmark, hvor tilliden til politikerne generelt har været stor, blandt andet tydeliggjort ved en høj stemmeprocent.  Ikke mindst i en krisetid bør S og SF spørge sig selv, om det er det værd – med den kynisme, vi ind til nu har set fra deres side, kan man imidlertid frygte for svaret.

En uddannelse baseret på udelukkende skolepraktik vil alt andet lige ikke være det samme værd og give de samme jobmuligheder som en uddannelse gennemført med udelukkende ordinær praktik, skriver Claus Bitsch, medlem af VU Viborgs bestyrelse.

Læs mere »

“SF’er til røde vælgere: tag pengene ud af Danske Bank.” En artikel med denne overskrift, der opfordrer SF’s vælgere til at tage deres penge ud af Danske Bank, som økonomisk støtter VK-regeringen, blev bragt i Politiken d. 31/8 – 2011.

Tænk, at SF tillader sig på det nærmeste at kommandere med deres vælgere! Netop en sådan overskrift giver mig kuldegysninger og gru i sinde. Det er sådan, jeg frygter min hverdag bliver under en rød regering: fuld med tvang og tydelige opfordringer til at lade staten bestemme, hvordan jeg skal leve.

Denne udvikling er desværre at genkende i diverse propagandataler fra yderst kedelige episoder fra historien. Episoder, de færreste danskere ønsker at genopleve. Men meningen med udtalelsen kan for mig ikke stå mere klart. En rød regering vil gøre forbud, mindre personlig frihed og mindre økonomisk råderum til danskernes hverdag. Jeg siger nej til røde lænker!

Snart sagt al politisk debat handler for tiden om, hvordan man bedst muligt kommer ud af den nuværende internationale økonomiske krise. Den aktuelle krise bunder bl.a. i gældsproblemerne i Sydeuropa. Gældproblemer, der ikke mindst skyldes, at man allerede inden finanskrisen i 2008 havde et stort offentligt overforbrug. Gælden antager nu så store højder i et stigende antal lande, at markedet mister tilliden til, at det kan lade sig gøre at betale gælden tilbage.

Normalt vil en sådan situation med lavvækst resultere i lav inflation. Imidlertid har inflation generelt været høj i perioden og Danmark går ikke fri. Inflationen har været omkring 2 %, som man helst ikke skal over ifølge de fleste økonomers vurdering. Aktuelt har den været oppe i 3 % i julimåned i forhold til sidste år. Høj og stigende inflation er ofte udtryk for at økonomien allerede kører i for højt gear i forhold til udbuddet af forskellige nødvendigheder i produktionen.  Pt. skyldes inflationen bl.a., at olie- og fødevarepriserne har været stigende.

I en sådan situation skal man være varsom med at låne flere penge til forbrug, fordi øget aktivitet alt andet lige vil øge inflationen.  Selvom inflationen ikke levnes megen plads i den offentlige diskussion, er den yderst vigtig. Den rammer nemlig dem, der vælger at spare op, ved at gøre penge mindre værd og tilskyder folk til gældsætning, fordi udgifterne hertil er lettere at bære, når værdien af pengene falder. Inflation virker således akkurat som en skjult skat, der flytter penge fra folk, der sparer op til folk, der gældsætter sig, selvom den ikke formelt fremtræder som en skat.  Og specielt fordi finanskrisen i 2008 udsparing af for voldsom gældsætning, giver det stof til eftertanke at fører en sådan politik. Vi skal ikke begå samme fejl igen!

Fra den røde blok side lyder svaret på udfordringen som altid ”brug flere penge”. Det var svaret før, under og efter højkonjunkturen. Disse finansieres her og nu indiskutabelt ved at ”slå et hul i kasse” som soc.dem. finansordfører har formuleret dette. Dette er en alt for enøjet og dogmatisk politik at føre. For vækst og beskæftigelse er ikke alt, hvis bagsiden af medaljen er enorm offentlig gældsætning og ikke mindst skjult skat på opsparing.

Venstre afviser røde drømme om at piske danskerne til at vælge bestemte transportløsninger. Venstre vil kæmpe for danskernes ret til frit valg mellem attraktive transportformer. Det er det enkelte individ, der ud fra egne behov bedst selv træffer valget mellem bil, cykel, tog eller bus.

Der hersker en nøje sammenhæng mellem effektiv transport og danskernes velfærd. Derfor investerer vi de kommende år massivt i forbedring af den trafikale infrastruktur. Det gælder vejnettet, som er afgørende for vækst overalt i landet. Og det gælder den kollektive trafik, der skal være et attraktivt alternativ til bilen.

Venstre vil bruge gulerod, ikke pisk.

På denne baggrund er det som liberal uhyggeligt at læse om de transportpolitiske tiltag i S-SF’s økonomiske plan ”Fair Løsning 2020”. Lad mig nævne tre eksempler på skadelige røde trafikforslag.

For det første foreslår S-SF, at der indføres en yderligere kørselsafgift på lastbiler på 1,5 mia. kr. om året. Forslaget er gift for konkurrenceevnen, fordi den helt nødvendige transport af råvarer og færdige produkter derved bliver dyrere i Danmark. Til stor skade for beskæftigelsen i eksporterhvervene – herunder også hele fødevareerhvervet.

For det andet foreslår S-SF, at der indføres en betalingsring for biler omkring København. Forslaget betyder, at bilisterne skal punge ud med 2 mia. kr. om året i bompenge. For at opnå et sådant provenu skal der skønsmæssigt betales 40 kr. pr. passage i myldretiden. Det betyder, at en pendler med bopæl uden for København vil få en merudgift på 18.000 kr. om året. Der er reelt tale om en ny rød skat og et ideologisk felttog mod bilen.

For det tredje foreslår S-SF, at der indføres en passagerafgift på 75 kr. pr. flybillet. Der er tale om endnu en skadelig rød skat, der hæmmer vækst og aktivitet. Billetpriserne vil stige markant. F.eks. skal de 179.000 passagerer mellem Bornholm og København punge ud med yderligere 13,5 mio. kr. om året. Forslaget er gift for danske lufthavne, der vil komme ind i en negativ spiral med dalende omsætning og indtjening. Desuden vil ordningen øge skævvridningen af Danmark.

De nævnte eksempler viser, at der blot inden for transportområdet er fæle tidsler i den røde 2020-buket. Til gengæld kan jeg garantere, at Venstre vil kæmpe for, at de skadelige forslag aldrig føres ud i livet.

Naturligvis skal fødevaresektoren underlægges kontrol, men når man medtager de offentlige kontrolinstanser, som branchen i forvejen er underlagt, antager kontrollen efterhånden et absurd niveau, mener Claus Bitsch, medlem af VU Viborgs bestyrelse.

Læs mere »