Danmark huser i dag et landbrug, der på mange punkter er blandt de mest effektive i verden, også hvad angår miljø, dyrevelfærd og sundhed i det hele taget. Vi har i det hele taget gode muligheder for i fremtiden at være blandt de foretrukne leverandører af kvalitetsfødevarer, som i takt med den øgede velstand i hele verden vil blive en mere efterspurgt vare.

Udviklingen i landbruget har givet basis for en stor gruppe følgeerhverv, der i sig selv beskæftiger mange flere mennesker end selve landbruget. Mange tekniske løsninger er blevet udviklet i Danmark til benyttelse i landbrugssektoren over hele verden, hvorved en effektiv og velfungerende landbrugssektor i Danmark åbner mulighed for at eksportere alt fra basale fødevare til maskiner, IT-løsninger og forskning.

Landbruget bidrager dermed til beskæftigelse på alle niveauer i samfundet. Eksporten af landbrugsvarer har tilmed vist sig at være forholdsvis stabil trods finanskrisen – i modsætning til den øvrige eksport. Derved udgør landbrugseksporten i dag en større andel af den samlede eksport end før krisen. Dette er med til at sikre Danmark en stabil tilførsel af fremmed valuta.

Det er dog ikke lige fødevaresektoren, den fremadstræbende politiker typisk har i tankerne, når visionerne om Danmarks fremtid skal tegnes. Der er derimod hovedsageligt fokus på, at vi skal være førende på områder som IT, forskning og uddannelse. Ikke dermed sagt, at det ikke er vigtige områder. Problemet er bare, at vi for længst er blevet overhalet på disse felter, ligesom det er områder, hvor mange andre fremadstræbende nationer med mindst ligeså dygtige mennesker har satset milliarder de senere år. Vi kan derfor ikke forlade os på, at vi alle skal være enten IT-programmører eller akademikere mv.

Desværre har fødevaresektoren i Danmark særdeles trange kår for øjeblikket. Det skyldes dels den verdensomspændende krise, dels det høje lønningsniveau i Danmark, hvilket er faktorer, erhvervet må leve med som en naturlig konsekvens af at agere på et forholdsvis frit verdensmarked.

Det største problem for den danske fødevarebranche er dog den politiske indblanding i form af skrappe miljøkrav, langsommelige og bureaukratiske sagsbehandlinger, afgifter på energi mv., der er med til at gøre det væsentlig dyrere at producere fødevarer i Danmark end i resten af EU. Ikke bare i den primære landbrugssektor, men især også i følgeindustrien, hvor specielt de høje afgifter på energi er et problem. Det højt agtede forureneren betaler-princip er kort sagt ved at tage livet af store dele af fødevareindustrien.

I sig selv giver det da mening, at det er forureneren, der skal betale, og på sin vis bør nogle virksomheder da heller ikke slippe billigere end andre. Man bør bare se på, hvad formålet med en energiafgift er. Er formålet med de høje energiafgifter virkelig, at vi skal lukke vores mest energikrævende virksomheder, selv om de er blandt de mest energieffektive på verdensplan, bare for at kunne kalde os ”førende” på miljøområdet, vel vidende at det koster tusindvis af arbejdspladser?

Produktion af grøn energi er naturligvis en interessant mulighed for dansk landbrug, denne udvikling er også i gang, og har været det i årevis. I ligeså mange år har den blot været hæmmet af en energipolitik, der mere bærer præg af at være en skjult finansieringsform for velfærdsstaten end af egentlig interesse i energiudviklingen. Det har ikke skortet på lysten til at pøse penge i nye forskningsprojekter på området, men derimod knebet med lysten til at sikre deres levedygtighed i praksis bagefter. Af den grund er der i dag kun et ringe et økonomisk incitament til bl.a. at drive biogasanlæg, vindmøller samt afbrænde eksempelvis rapsolie.

Er virkelig det statens opgave at opstille fine mål og visioner for, hvad og hvor meget private virksomheder skal producere i 2020? Eller er det statens opgave at sikre, at de samme private virksomheder har muligheden for at klare sig på så frie markedsvilkår som muligt og ikke belastes af konkurrenceforvridende afgifter og unødig bureaukrati?

• kommunen skal spare 200 mio. kr. i 2010-2011
• børne- og ungeområdet allerede støttes markant
• prioriteringen medfører smagsafhængig skævvridning af midlerne
• penge skaber ikke kultur; det gør mennesker derimod
• private initiativer udmærket kan varetage de tilbud, der i dag støttes kommunalt

Derfor finder vi, at

• ungdomskultur skabes bedst af de unge selv
• udbygning af kommunens støtte ikke er ønskelig
• støtten bør forbeholdes almen folkeoplysning
• det kommunale fokus bør være på kerneydelserne

HVORFOR NU DET? VU Viborg arbejder for en rig og varieret ungdomskultur med gode muligheder for at udtrykke sig kulturelt for den enkelte unge borger i Viborg Kommune. Foreningen finder imidlertid, at dette i høj grad allerede er tilfældet. Kommunen støtter gennem Ungdomsrådets projekter og i ungdomsskoleregi allerede ungdomskulturen på adskillige fronter. Dertil kommer alle de kulturelle udfoldelser, der er beregnet for alle kommunens borgere, og som støttes af bl.a. kommunens kulturudvalg.

Det gode kulturliv i Viborg er dog langt fra kun det det, der støttes kommunalt. Kulturen blomstrer både i foreningslivet og på det kommercielle plan. Den indsats, der ydes af lokale ildsjæle, er og bør være fundamentet for et levende kulturliv. Grundlaget bør ikke være selve støtten. Hvad angår det det kommercielle område, er dette også et vigtigt element i en levende ungdomskultur. Se eksempelvis på Viborgs biograf, der udbyder et godt kulturtilbud til bl.a. byens unge. Eksistensgrundlaget er ikke kommunal støtte, men folks efterspørgsel efter det, der udbydes. Ikke hermed sagt, at filmkulturen i biografen er bedre end Palettens musikalske program. Men hvorfor ikke lade Paletten fungere på samme måde som biografen og lade det være op til brugerne at afgøre, om Palettens tilbud har tilstrækkelig kvalitet og relevans til, at det berettiger spillestedets eksistens?

Ungdommens muligheder for kulturel udfoldelse støttes allerede væsentligt på nuværende tidspunkt. VU Viborg er imidlertid af den overbevisning, at kultur ikke i overvejende grad er et spørgsmål om økonomi. Tværtimod handler kultur for Viborgs unge liberale om ansvar og initiativ. Derfor finder vi den rettighedstænkning, der dominerer i den danske ungdom, ganske bekymrende. Kultur er ikke noget, man har ret til. Det er noget, man skaber, og netop i den unge generation, hvor det tidligere var en æressag at skabe nyt og udfordre konventionerne ved i selvstændighed at stable projekter på benene, er denne indsigt tilsyneladende ved at fortabe sig i de kommunale støttekroners tåger.

Engang kunne ungdommen ikke forestille sig noget mere nedværdigende og lavt end at være afhængig af det etablerede i skabelsen af ny kultur. Tænk blot på 68’erne, bz’erne og punkerne – og vi kunne blive ved. I dag har selv ungdomskulturens mest eksponerede pionerer forladt denne tankegang og kræver ublu af samfundet, at det betaler gildet – alt imens de til stadighed hævder egen selvstændighed. Det nye Ungdomshus på Dorotheavej i Københavns Kommune er et af de sørgelige eksempler på dette forfald.

Set i lyset af ovenstående (samt med den aktuelle økonomiske situation in mente) mener VU Viborg, at det hverken er forsvarligt eller ønskeligt at udbygge støtten til Viborgs ungdomskultur på nuværende tidspunkt. Tværtimod mener vi, at Viborgs unge i højere grad selv må på banen og skabe den ungdomskultur, de savner i kommunen. Ungdomskultur skabes i sagens natur bedst af dem, der er en del af den: de unge selv.

For VU Viborg er det vigtigt, at skatteydernes penge fordeles på en måde, der sikrer, at de kommer alle – og ikke kun mindre grupper – til gode. Derfor mener vi, at man i diskussionen om kommunal kulturstøtte bør skelne mellem på den ene side projekter af alment folkeoplysende karakter og på den anden side snævrere kulturelle tilbud. For os er fælles kulturelle goder af folkeoplysende karakter som for eksempel biblioteksdriften de til enhver tid vigtigste. VU Viborg påpeger i den forbindelse, at en række af de støtteprojekter til ungdomskultur, der for øjeblikket debatteres, er problematiske, fordi de tilgodeser bestemte segmenter af ungdommen snarere end ungdommen som helhed. Som eksempel kan nævnes Ungdomsrådets tanker om etableringen af en graffitimur.

En sådan ulige fordeling af støttemidlerne er udtryk for kommunal prioritering af, hvormed det er mest hensigtsmæssigt at beskæftige de unge. Det samme gør sig gældende for millionstøtten til Paletten. Hvem har afgjort, at disse penge ikke i stedet skal gå til gratis bowling? Disse smagsdomme er for os at se et tilbagevendende problem, der gør den nuværende støttemodel illegitim og dermed yderligere understøtter vor holdning om, at støtten bør holdes på et minimumsniveau, således at kun åbenlyst nødvendig folkeoplysning finansieres kommunalt.

VU Viborg forventer, at de kulturelle tilbud for såvel unge som gamle i Viborg Kommune, der har folkelig opbakning, fortsat vil udbydes, såfremt støtten bortfalder, idet det private initiativ i disse tilfælde vil have gode incitamenter til at overtage driften. I de tilfælde, hvor der omvendt ikke er tilstrækkelig folkelig opbakning til, at et givent kulturelt projekt kan videreføres kommercielt, er dette i sig selv bevis for, at den kommunale støtte førhen ikke er blevet tildelt med tilstrækkelig omhu og respekt for skatteydernes penge.

For mig er frihed og ansvar vigtigt, jeg tror på, at vi bliver ansvarlige af at tage ansvar, og jeg tror på, at alle mennesker (selvfølgelig med få undtagelser) er i stand til at tage ansvar for sig selv. ”Skal mennesket have ret til at leve for sin egen skyld, eller er menneskets opgave at leve for andres skyld,” skrev Anders Fogh Rasmussen i ”Fra socialstat til minimalstat” i 1993.

At have ret til at leve for sin egen skyld betyder ikke, at man er egoistisk og derved til enhver tid ville ofre andre frem for en selv, det betyder, at man ikke kræver af andre, at de tager ansvar for en, men derimod selv tager ansvaret. For i virkeligheden er det vel mere egoistisk at bede andre tage ansvar for sig end selv at tage det ansvar. Når jeg arbejder nu (fritidsjob) gør jeg det for at tjene penge, og når jeg bliver ældre, ønsker jeg at få et arbejde, hvor jeg både kan tjene penge og se et formål med det arbejde, jeg udfører. Jeg arbejder ikke for at betale skat, jeg gør det for min egen skyld, så jeg kan klare mig selv, og jeg har svært ved at tro på, at jeg er den eneste, der har det sådan.

Jeg har ikke nogen færdig opskrift på, hvordan Danmark skal se ud, men jeg synes helt sikkert, at staten har for meget ansvar. Jeg tror fx skoler og sygehuse kunne blive langt bedre, hvis de var private, for så ville de være nødt til at forbedre sig for at klare sig ligesom alle andre firmaer. Hvorfor ikke lade markedet regulere sig selv? Jeg kan virkelig se fornuften ved at gøre markedet til et samspil mellem interesser og derved regulere sig selv. Med ansvar følger også en frihed: frihed til at handle efter, hvad vi ønsker, hvad vi tror på og hvem vi er.

Da jeg meldte mig ind i VU, havde jeg ikke troet, at jeg ville være aktivt medlem; jeg gjorde det mere for at fastlægge mit politiske standpunkt. Men dengang var jeg selvfølgelig heller ikke klar over alle de muligheder, der er i VU. Jeg er nu med i bestyrelsen i VU Viborg, hvilket betyder møde hver tredje uge. Desuden har jeg deltaget i introkursus, summercamp, forårskursus, landsstævne osv. Mig og en veninde har også været på tur med Jens Rohde for at dele flyers og æbler ud før EP-valget. Alt i alt har det givet mig rigtig mange super gode oplevelser, og jeg håber, at der bliver mange flere.

Der var engang, hvor vi grinte af Sverige og alle deres forbud – vi var tolerante og frie mennesker i Danmark, der ikke behøvede forbud for at leve sammen i fordragelighed. Den tid er forbi, og den nye knivlov er et glimrende eksempel på, hvordan udtrykket ”at skyde gråspurve med kanoner” er opstået. Almindelige mennesker, der blot passer deres arbejde, skal nu til at frygte for fængselsstraf, fordi nogle tosser, på Nørrebro eller i Jomfru Ane Gade, ikke kan tage i byen uden stikvåben. Politiet og anklagemyndighederne er heller ikke glade for de nye regler, hvilket de tydeligt viser. Officielt skal de jo ikke have en politisk holdning, men blot forvalte de love, der bliver udstukket, men når man vælger at fortolke loven så skarpt og unuanceret, som de seneste ugers sager har vist, kan ingen hvis længere være i tvivl om deres holdning.

Burka-sagen har ligeledes delt Danmark, idet der desværre er mange danskere, der inderst inde synes, at det er rarest og nemmest, at der bliver lavet forbud mod ting, som de ikke selv forstår eller måske ligefrem er utrygge ved. Jeg kan sagtens se, at en burka kan være et udtryk for kvindeundertrykkelse, men det er bare ikke den rigtige måde at gribe tingene an. Hvis Naser Khader, og de øvrige, der støtter op om dette forslag, virkelig vil hjælpe disse kvinder, er social omsorg og støtte i dagligdagen langt bedre end at angribe det synlige symbol på deres religion. Islamistisk kvindeundertrykkelse hører ikke hjemme i et demokratisk samfund, men burka-forbud er en ligegyldig og provokerende gestus.

Sidste skud på stammen af forbudsforslag er vores eget moderpartis forslag om at forbyde foreningen Kirkeasyl og dennes støttekomite. Igen er der tale om ren populisme, for selvom jeg ikke har den mindste sympati for disse foreningers synspunkter, så har vi politiet og anklagemyndigheden til at vurdere, hvornår deres aktiviteter er samfundsskadelige eller ulovlige. Hvis de vitterligt har hjulpet udviste asylansøgere med at skjule sig illegalt, så skal ledelsen og de ansvarlige straffes, men at forbyde foreningen er enormt udemokratisk. Desuden vil jeg også hellere have den slags foreninger frem i lyset, hvor vi kan se de ansvarlige og nemmere retsforfølge eventuelle lovovertrædelser.

Øjensynligt er der tale om en epidemi på Christiansborg, der opstår, fordi mange af politikerne har mere interesse i deres egen taburet end i de vigtige samfundsemner. Meget små sager, der egentlig burde varetages af forvaltningen (politiet, anklagemyndigheden, kommunerne, de sociale myndigheder mv.) bliver til toppolitiske emner, der desværre nemmest promoveres i pressen ved at bruge ordet ”forbud”. Vi er som nation nødt til at lade være med at vælge den nemmeste løsning, for ethvert forbud er en indskrænkelse af den personlige frihed, som desværre har trange kår for tiden.

Da Skattekommissionen med den gode Carsten Koch i spidsen fremlagde sit skatteudspil, skulle husdyrene da også til at bøde for deres bidrag til luftforureningen – trods det, at den danske husdyrproduktion på verdensplan er blandt dem med den mindste miljøbelastning pr. kg mælk eller kød, pga. den en større produktion pr. dyr.

Selv om forslaget dengang blev droppet, er det sidenhen dukket op, senest i den nu overståede EU-debat, bl.a. med begrundelsen ”forureneren skal betale”.

Hvad det ville koste i tabt konkurrenceevne er der ikke rigtig nogen, der interesserer sig for. Dansk landbrug eksporterede i 2008 sammenlagt landbrugsvarer for ca. 64 mia. kr., landbruget skaber beskæftigelse til omkring 200.000 mennesker, hvis alle følgeindustrier inkl. leverandører til erhvervet medregnes. Derudover har landbruget optaget lån i banker og realkreditinstitutter for sammenlagt over 300 mia. kr.

På sin vis er der ikke noget galt i, at landbruget som ethvert andet erhverv må bidrage med sin indsats. Jeg savner dog en eller anden form for realisme i debatten, der efter min mening tenderer til at blive mere og mere virkelighedsfjern.

Er det fuldstændigt underordnet hvilken samfundsmæssig pris, det enkelte miljøtiltag har?

Bør man ikke i stedet prioritere indsatsen på de områder, hvor man opnår den største effekt, samt gøre det på en måde, hvor man reelt forbedrer mulighederne for at udvikle mere miljørigtige produktionsformer?

En afgift på husdyrs afgivelse af metangas vil f.eks. kun give en effekt, hvis der findes en mulighed for at undgå eller reducere den vha. konkrete tiltag i produktionen, der reducerer udledningen. Disse findes i dag kun i begrænset grad og vil være svære at kontrollere. Det bevirker, at produktionen blot vil miste konkurrenceevne i forhold til udlandet.

Resultatet vil være, at produktionen forsvinder fra Danmark, hvorefter vi så kan importere fødevarer fra lande med en større miljøbelastning, hvilket ikke vil være en fordel for miljøet, men derimod til skade for eksporten.

Skal landbruget kunne bidrage positivt til miljøet, skal man i stedet for at satse på misundelsesafgifter med afvikling til følge og satse på udviklende tiltag.

Blandt andet skal CO2 afgiften på biobrændstof fjernes, så det reelt kan betale sig at drive et biogasanlæg, fyre med rapsolie mv. Det er derimod nyttesløst at støtte oprettelsen af nye biogasanlæg, som efter nogle år må lukke igen, da driften ikke er rentabel.

Når der ansøges om udvidelse af en husdyrproduktion, bør det være muligt at mindske arealkravet, hvis husdyrgødningen til gengæld sendes til et biogasanlæg. Bedrifter, der er gode til at mindske spild af næringsstoffer, skal i det hele taget kunne drage fordel af deres indsats, når de ønsker at udvide.

Samtidig skal sagsbehandlingstiden på miljøansøgninger være kortere, så det planlagte produktionsanlæg ikke når at blive umoderne, inden det er opført. Det bør ligeledes ikke være muligt for interesseorganisationer som Danmarks Naturfredningsforening og Det Økologiske Råd at gøre indsigelse, når kommunens afgørelse er faldet. Det burde de kunne nå indenfor den sædvanlige offentlige høringsfase på lige fod med alle andre berørte parter.

En prioritering af miljøindsatsen i forhold til andre områder, som f.eks. dyrevelfærd og fødevaresikkerhed, er dog også nødvendig. Tiltag, der f.eks. forbedrer dyrevelfærden, kan let være til ulempe for miljøindsatsen og fødevaresikkerheden, hvorved de enkelte tiltag kommer til at modvirke hinanden. Det er dog en erkendelse, som mange politikere især på venstrefløjen har svært ved at acceptere.

Et kendetegn ved den danske kulturarvsforvaltning er, at den i årtier har været præget af, at den er statslig. Man kan godt argumentere for, at det er i landets og dermed statens interesse at arbejde for at bevare den nationale kulturs egenart. Imidlertid kan staten aldrig gøre mere end netop det at bevare. For hvem er egentlig kulturskabende i det danske samfund? Er det staten eller borgerne? Svaret på det spørgsmål synes åbenlyst. Det er naturligvis borgerne.

Men når vi lige har vedtaget, at borgerne skaber kultur, bør det så ikke også være deres opgave at dømme og eventuelt forkaste egne frembringelser? Svaret synes igen logisk. Selvfølgelig bør det det. Men hvordan giver borgerne så deres mening til kende? Det er såre simpelt. I den vestlige verden råder de frie markedskræfter, når forbrugerne køber tekstiler, fødevarer og alskens andre forbrugsgoder.

Lad os definere et forbrugsgode som en vare, der kan anskaffes for penge, og som altså efter forbrugerens egen vurdering er et gode for den pågældende. Tager man konsekvensen af denne definition, er kultur et forbrugsgode, til hvilket forbrugeren kan tage stilling på samme måde, som han tager stilling til f.eks. Arlas produkter i køledisken fredag eftermiddag. Nemlig ved at købe eller lade være!

Men nu spørges der indlysende nok, om det virkelig kan være rimeligt, at kultur koster penge? Det er et fornuftigt spørgsmål, der som udgangspunkt er udtryk for en god egenskab: at vurdere, hvad forskellige udgiftsposter er værd for en selv som individ, og herefter prioritere midlerne. Men kultur koster allerede penge! De betales blot over skatten, således at modtagerne af kunststøtten findes af Statens Kunstfond. Et råd, der på alle danskeres vegne deler midler ud til den kunst, de finder berigende.

Alternativet til statslig udpegning af hhv. rigtig og forkert kultur er et frit valg for forbrugeren: hvilke kulturelle produkter er noget værd for mig – og hvad er jeg villig til at give for dem? Men vil dette så ikke betyde, at en lang række kunstarter vil forsvinde i takt med, at de ikke længere efterspørges? Måske, men hvor meget betyder de ærlig talt for os, hvis vi ikke er villige til at finansiere deres bevaring og udvikling? Kunst og kultur på markedsvilkår vil alt andet lige betyde, at vi som kunstforbrugere bliver tvunget til at tage stilling: hvad er kultur for os? Dét er en sund og god diskussion, både for kunstnere og kunstforbrugere.

Såfremt denne udvikling skønnes for drastisk og overilet, er der imidlertid også andre muligheder. En demokratisering af Kunstfondens  udvælgelsesproces vil give støtte til kunstnere og projekter, der har en langt større folkelig appel, end det i dag er tilfældet. Endvidere bør man overveje at afskaffe den oldnordiske form, støtten på nuværende tidspunkt antager. En kunstner, der producerer ét aldeles fremragende storværk, kan af Statens Kunstfond tildeles en livsvarig støttesum, der herefter løber ind på kontoen hvert eneste år til kunstnerens død.

Det gælder uanset, om pågældende kunstner efter storværket ikke udgiver så meget som en eneste linje, maler så meget som ét eneste billed og end ikke køber materialer til en enkelt skulptur. Uanset om alt, hvad kunstneren producerer fra da af, er det værste bras, folk har set i mands minde. En kunststøtte bør virke som opmuntrende katalysator for det videre virke, ikke som en bunke laurbær, der kan hviles på efter behov. Der er med dette formål for øje én oplagt mulighed, og den er ganske simpel, nemlig at afskaffe den gamle livsvarige støtte og i stedet indføre årslegater, der gives til særligt produktive og givende kunstnere og projekter.  Lad os give liv til kulturen, ikke kvæle den!