VU Viborg

Dette indlæg er bragt i Viborg Stifts Folkeblad 29/4 – 2013.

Da Morten Bødskov og Co. sad i opposition, var VK-regeringens udkast til ændringer af offentlighedsloven yderst kritisabelt, og man kunne ikke nå til enighed. Men nu, hvor Morten Bødskov ikke længere selv sidder i opposition, er en ændring af offentlighedsloven vigtig.

En ændring, hvormed den danske befolkning fratages noget af den gennemsigtighed, som er så afgørende for vores demokrati. Der er åbenbart forskel på, hvad man mener om demokratiet, alt efter om man sidder i opposition eller regering.

Den nye offentlighedslov begrænser den danske befolknings mulighed for at kontrollere regeringen. Den giver mindre adgang til oppositionen for bl.a. at følge korrespondancen mellem politiker og embedsmænd. Den gør det endnu sværere for pressen, også kaldet den 4. statsmagt, at søge aktindsigt og dermed afsløre svindel og magtmisbrug.

At man med god samvittighed kan stemme for sådan en lovændring, forstår jeg ikke. Med denne udvikling, hvor er det danske demokrati så på vej hen? Jeg troede, vi i Danmark var enige om at arbejde for demokrati og frihed, men jeg tager nok endnu engang fejl.

Dette indlæg er bragt i Viborg Stifts Folkeblad 14/3 – 2013.

Forleden indledte regeringen forhandlingerne om en vækstplan, som skal styrke Danmarks økonomi. Planen sælges at regeringen som en nødvendig plan – en hård, men nødvendig medicin.

Jeg kalder planen sund fornuft. Dermed ikke sagt, der ikke er plads til forbedringer i udspillet, ingen tvivl om det.

Venstre modtager også regeringens udspil med begejstring, og ja, det må siges, at indholdet af vækstpakken i hovedtræk er rimelig pænt, men der er altid plads til forbedringer, justeringer og ændringer. Alle har hver sin mening, og nogle har mere ultimative krav end andre, men fred være med dét.

For nylig har Dansk Socialdemokratisk Ungdom advaret dens regering mod at nedsætte det offentlige forbrug for at finansiere en lavere selskabsskat. Hvad DSU her foreslår, er klassisk socialdemokratisk politik. Det har jeg ikke noget imod, socialdemokratisk politik skal selvfølgelig føres af nogle. Men der, hvor det går galt for de unge socialister, er, når de skal lave økonomiske forudsigelser og beregninger på fremtiden.

DSU påstår nemlig, at en lavere beskatning af virksomhedernes overskud ikke vil øge investeringer i fremtiden. Hvordan hænger de beregninger sammen? Det undrer jeg mig over. Flere penge hos virksomhederne må da betyde flere investeringsmuligheder, som f. eks. at udvide produktionen og derved skabe flere arbejdspladser.

Netop arbejdspladser og fremtidsløsninger havde jeg da indtryk af, at DSU gerne ville være med til at sikre. Men endnu gang viser det sig, at de røde partier ikke vil føre ansvarlig økonomisk politik.

Dette indlæg er bragt i Viborg Stifts Folkeblad 27/3 – 2013.

SF’eren Signe Munk angriber i VSF 20/3 det, hun kalder Viborg Kommunes “udbudsræs.” Det kan ikke overraske nogen. Lige siden Viborg Kommunes ambitiøse udbudsmålsætning blev vedtaget – bl.a. med SF’s egne stemmer – har partiet ikke bestilt andet end at mistænkeliggøre den.

Munks kritik bygger groft sagt på tre argumenter. For det første fremfører hun, at gennemførelsen af og kontrollen med udbud er bekostelig. Det er indlysende, at der skal føres tilsyn med kvaliteten af kommunal service. Det andrager imidlertid ikke et beløb, der kommer i nærheden af at anfægte det fornuftige i at gennemføre udbud.

Eksempelvis giver udbuddet af rengøring på kommunale institutioner en besparelse på 12,4 mio. kr. årligt – 26 % af de 46,8 mio. kr., opgaven hidtil har kostet. Heri er imidlertid allerede afsat penge til en kontraktstyringsenhed samt fejl og mangler for samlet 2,2 mio. kr. årligt. Fraregnet disse præventive foranstaltninger er besparelsen på
ca. 31 %. Udbuddet betaler sig altså også, når man tager højde for tilsyn og fejlrettelser.

For det andet påstår hun, at udbud medfører skjulte servicenedskæringer. Grundlaget for påstanden er en rapport fra Anvendt Kommunalforskning, der er udført på bestilling fra fagbevægelsen. Rapporten er ikke selvstændig forskning, men blot en selektiv opsummering af forskning på området.

AKF undgår at anerkende de udbudspositive resultater af den eksisterende – og internationalt publicerede – forskning ved at gøre gældende, at den ikke tager højde for omkostninger ved at specificere opgaverne og kontrollere, at de udføres korrekt efterfølgende.

Det er noget vrøvl, for en veldrevet kommune kan selvsagt ikke undlade at specificere opgaver og kontrollere udførelsen, blot fordi det er kommunale udbydere, der løser dem. Er det ikke klart, hvilken service borgerne skal have på et givent område, bør dette specificeres – uanset, om området står foran udbud eller ej. Specificering og kvalitetskontrol er i sagens natur papirarbejde, men det er nødvendigt for at sikre kvaliteten i den kommunale service og kan endog medvirke til at højne den, hvor det ikke er foretaget før.

For det tredje anfører hun, at når det samme stykke arbejde nu skal gøres på kortere tid, vil der ske afskedigelser. Det er forkert. Som det er fremgået af folkebladet, skal de private udbydere, der overtager
opgaven, også overtage de kommunale medarbejdere – i overensstemmelse med virksomhedsoverdragelsesloven. De medarbejdere, der får ny arbejdsplads, tilbydes i øvrigt hjælp og vejledning af et team i forvaltningen.

SF skyder altså som sædvanlig med løst krudt i udbudsdebatten.

Dette indlæg er bragt i Viborg Stifts Folkeblad 28/1 – 2013.

Man skulle tro, at EU var varm fortaler for presse-og ytringsfrihed – men de rettigheder har EU tydeligvis ingen respekt for, idet EU-kommissionen i en rapport har konkluderet, at medlemslandende skal have en fælles lovgivning om pressenævn.

Heraf fremgår det bl. a., at Pressenævnet skal kunne fyre journalister og give bøder til medier (hvilket man ellers skulle tro var forbeholdt den dømmende magt). Hvor ideen til at føre kontrol med medierne kommer fra, skal jeg ikke kunne sige, men ideen om bøder til medier giver mest af alt associationer til Stalins Sovjet, Maos Kina og Castros Cuba, hvor pressefriheden var betydelig indskrænket eller slet ikke eksisterende.

At EU leger med tanken om at straffe ytringer, der ikke er »korrekte«, er totalitært og minder om det tyranni, der fandtes før oplysningstiden. Statsmagten skal aldrig være i stand til at bestemme den gængse tone i medierne, for hvis den gør det, hvad i alverden skulle man så bruge pressefriheden til? EU’s forslag om øget magt til Pressenævnet er en sørgelig udvikling for en verdensdel, der ellers hylder pressefriheden.

Fristelsen til at kalde EU for et flertalstyranni er uimodståelig, men som bekendt er censur jo også den letteste måde at undgå kritik på. Hvem ved, måske er det, De læser i denne stund, også snart ude af trit med den politiske konsensus. Den udvikling, som EU her lægger op til, er uhyggelig – og det er ikke svært at se, hvor vi en dag ender.

Dette indlæg er bragt i Viborg Stifts Folkeblad 26/1 – 2013.

Danske Banks lancering af et nyt gebyr for en simpel konto for de kunder, banken ellers taber penge på, har givet grobund for en afsporet debat om bankernes rolle og deres grundlag for at drive forretning. Afsporet, fordi kundernes mulighed til at skifte bank nærmest ignoreres.

Ikke desto mindre har debatten fået den socialdemokratiske erhvervsordfører til at kræve forbud mod et sådant gebyr, hvis Danske Bank ikke selv får det fjernet igen. Forslaget vidner om en trist tendens hos røde politikere til at udpege politisk behændige syndebukke i stedet for at se realiteterne i øjnene. På den måde imødekommer man folks frustration over krisen og bliver populære – meget nemmere end at forklare den økonomiske krise ud fra andre eller blot flere aspekter som eksempelvis forringet konkurrenceevne, demografiske udfordringer mv.

Nøgternt set må forslaget også forstås som ren symbolpolitik, fordi et forbud blot vil ændre pris- og gebyrstrukturen.  Dernæst er det på ingen måde principfast at følge en logik, der tilsiger, at blot fordi en privat virksomhed har pligt at gøre noget (stille en konto til rådighed for enhver), skal den gøre det uden beregning. Skal det så også være gratis at have en lovpligtig forsikring?

Heldigvis er forslaget nok en svipser. Udløst af, at den socialdemokratiske erhvervsordfører nær havde glemt, at han ikke er i opposition længere og derfor ikke kan komme med luftige symbolforslag ligesom i de glade dage, hvor alt kunne løses med en 12-minuttersplan, millionærskat og en betalingsring.