VU Viborg

Indlægget er bragt i Viborg Stifts Folkeblad 1/5 – 2012.

»Vi er ikke på afgrundens rand. Men vi har retning imod den, og vi kan se den.« Sådan sagde daværende finansminister Knud Heinesen i 1979, da han smed håndklædet i ringen og forlod statsminister Anker Jørgensens regering. Ordene faldt med henvisning af den galopperende økonomiske krise, som regeringen ikke udviste politisk vilje til at løse, men er aktuelle i dag i en helt anden anledning.

Et ændringsforslag til randzoneloven, der er fremsat af fødevareminister Mette Gjerskov, udlægger dyrknings-, gødsknings- og sprøjtefri randzoner på 10 meter langs alle vandløb og søer større end 100 m² i landzone. Dette er i sig selv problematisk for mange landmænd, der selvsagt taber indtægter på den jord, de ikke må opdyrke. De såkaldte energiafgrøder som for eksempel pil, der tidligere har været tilladt i randzonerne, forbydes endog helt.

Og som om det ikke var nok, lægger regeringens forslag op til, at randzonerne fremover skal være tilgængelige for offentligheden. Eftersom landmændene på denne måde mister ikke bare dyrkningsret, men også privat ejendomsret over store arealer, skulle man tro, at staten i det mindste ville kompensere med klækkelig kontant erstatning som i enhver anden ekspropriationssag.

Desværre må man tro om igen. Det er nemlig ikke tanken. Til gengæld er det meningen, at landmændene fra lovens ikrafttræden skal kunne idømmes bøder for manglende overholdelse – til trods for det faktum, at NaturErhvervsstyrelsen har meldt ud, at de ikke kan lave præcise kort over randzonernes udstrækning.

I hvilke andre samfund tillader man sig den urimelighed at idømme borgerne bødestraf for regler, de ikke har mulighed for at gøre sig bekendt med? Vi står i sandhed på afgrundens rand.

Dette indlæg er bragt i Viborg Stifts Folkeblad 9/3 – 2012.

Den britiske forfatter George Orwell beskriver i sin nok bedst kendte bog, 1984, et samfund, hvor magthaverne er begyndt at tale et nyt sprog, der slet og ret kaldes nysprog. Sproget har til formål at forhindre kritik og sløre de faktiske realiteter for dem, der taler og hører det. Det ministerium, der i bogen har ansvar for krigsførelse og militær, hedder for eksempel ganske bagvendt Ministeriet for Fred.

Når man tager et blik på det, statsminister Helle Thorning-Schmidt har valgt at navngive Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter, fristes man til at forestille sig, at også den røde regering nu gør brug af nysprog. Navnet gør det oplagt at antage, at landdistriktsminister Carsten Hansen har til opgave og hensigt at udvikle, beskytte og i det hele taget kere sig om landdistrikterne. Ministerens hidtidige meritter taler imidlertid ikke til denne opfattelses fordel.

Først kunne ministeren ikke svare på, hvad han egentlig er minister for – for hvad er det nu lige, et landdistrikt er? Så måtte ministeren lægge navn til en fjernelse af den pulje på finansloven, der tidligere har været med til at finansiere nedrivning af faldefærdige bygninger, som skæmmer lokalsamfundene. Senest har man kunnet læse, at en konference om landdistrikternes fremtid, som skulle have været afholdt i Skærbæk, er flyttet til Danmarks femtestørste by, Esbjerg.

Er det den slags historier, der skal karakterisere en landdistriktsministers virke? Nej, dén må Carsten Hansen altså længere ud på landet med!

Når der sker ulykker med knallerter, skyldes det som regel kørsel i beruset tilstand og andre lovbrud såsom tuning af knallerten eller kørsel uden hjelm. Det er en myte, at langt de fleste alvorlige ulykker med knallerter involverer unge. Det modsatte er tilfældet. Det står klart, at knallerten har meget stor betydning for de unges mobilitet, ikke mindst uden for de større byer. På landet er der ofte langt mellem busserne. Til gengæld er der langt til skole og fritidsaktiviteter.

I resten af Europa må unge køre på knallert fra 14-15 års alderen. VK-regeringen fik i 2011 – med støtte fra Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og De Radikale – ændret lovgivningen, så unge fra januar 2013 kan køre på lille knallert (30 km/t) fra 15 års alderen. Samtidig styrkede vi færdselssikkerheden markant ved at højne kvaliteten af køreundervisningen, der fremover afsluttes med en egentlig teoriprøve og en praktisk prøve. Desuden skærpede vi sanktionerne yderligere ved ulovlig kørsel med knallert. Altså en god balance, hvor vi gav de unge mere frihed under ansvar. De får lov til at køre knallert tidligere. Til gengæld falder hammeren hårdt, hvis der begås de ulovligheder, der er årsag til alvorlige ulykker. Med denne lovændring kom Danmark på linje med resten af Europa, hvor man må køre knallert fra 14 eller 15 år.

Venstre ser gerne, at vi tager et yderligere skridt, så unge kan køre stor knallert (45 km/t) fra 16 år, så vi også på dette punkt kommer på højde med resten af Europa. Det ville være en god trinvis overgang til bil og motorcykel fra 18 år – til gavn for færdselssikkerheden. Danske unge er naturligvis lige så kvalificerede til at køre på knallert som unge i udlandet. På denne baggrund er det komplet uforståeligt, at de røde regering vil rulle lovgivningen tilbage, så unge fortsat skal være 16 år for at køre knallert. Det er udtryk for en trafikformynderisk holdning og et hårdt slag i ansigtet på de unge, der har brug for bedre mobilitet.

Jeg medgiver, at knallerten generelt er et risikofyldt transportmiddel, men det er jo primært på grund af ulovligheder. Det har vi taget højde for med lovændringen i 2011. Hvorfor i alverden skal det store flertal af lovlydige unge straffes for, at nogle relativt få uansvarlige unge begår ulovligheder? Jeg går ud fra, at regeringspartiet De Radikale fortsat er på linje med vi andre med hensyn til at give de unge frihed under ansvar.

Indlægget er bragt i Viborg Stifts Folkeblad 7/2 – 2012.

Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti og Radikale Venstre ynder at fortælle os, at vi har en modig og resolut regering, der igennem store reformer og kunstfærdigt udtænkte visioner bravt kæmper for at forbedre Danmarks stilling i verdenssamfundets eskalerende kapløb om velstand og velfærd. Realiteten er desværre en anden: Mens regeringens ministre brøler som løver, tager de kun museskridt fremad – eller sågar i den forkerte retning.

Alskens politiske udspil bliver nemlig hverken værre eller bedre af den måde, de fremstilles på. Uanset, hvad regeringen finder på at sige, er nye afgifter således ikke gavnlige for væksten, ligesom skatteomlægninger ikke reducerer skattebyrden, men blot flytter den et andet sted hen, og regulering af erhvervslivet gør virksomhederne mindre, ikke mere konkurrencedygtige.

Den påfaldende afstand mellem ord og handling er ikke blot et problem, fordi den stikker borgere, der forsøger at holde sig orienterede om samfundsudviklingen, blår i øjnene. Den er også et problem, fordi den forsinker de væsentlige forandringer, der er nødvendige, hvis vi vil bevare den samfundsmodel, vi har i dag.

Arbejdsstyrken bliver mindre og forsørgerbyrden større. Konkurrencen fra udlandet bliver hårdere. Alt sammen betyder det, at vi bliver fattigere. Hvis skibet Danmark skal på ret kurs, kræver det reelle, ambitiøse reformer. Det skal kunne betale sig at arbejde, det skal være lettere at etablere virksomhed, og det skal gøres attraktivt for kvalificeret arbejdskraft at bo og virke i Danmark. Ellers bliver statens underskud på 96 mia. kr. kun større – og skibet Danmark går på grund.

Dette indlæg er bragt i Viborg Stifts Folkeblad 6/2 – 2012.

På foranledning af flere yngre folketingsmedlemmer, der mener at vide, at Folketinget er en »børnehave«, er den politiske retorik på mediernes dagsorden. En række politikere kritiserer således politikerne – alle andre end dem selv, forstås – for at forvrænge samfundsdebatten til en blanding af mobning og verbal krigsførelse.

I min optik er det nærmere misforholdet mellem retorik og realitet, end det er retorikken i sig selv, der udgør det største problem. En af bannerførerne for kritikken af Folketingets debatkultur, socialdemokraten Troels Ravn, er selv medlem af et parti, der for tiden demonstrerer dette misforhold.

Sammen med resten af de socialistiske partier og Det Radikale Venstre har Socialdemokraterne indtil videre præsteret mindst hundrede løftebrud. Mindst et hundrede gange har disse partier sagt ét og gjort noget andet. Socialdemokraterne har endda forsøgt at tale udenom ved at indføre en obskur skelnen mellem hensigter og kerneløfter, når nogen har påpeget afstanden mellem ord og handling. Og da end ikke kerneløfterne holdt vand, forsøgte beskæftigelsesminister Mette Frederiksen at påstå, at der ikke var afgivet nogen løfter overhovedet. Hvem sagde børnehave?