af Isak Krab Koed | 3. januar 2012 |
Læserbreve
Dette indlæg er bragt i Viborg Stifts Folkeblad 3/1 – 2012.
Statsminister Helle Thorning-Schmidt havde forleden sin debut som nytårstaler, og det var med slet skjult spænding, at jeg satte mig til rette i sofaen for at høre, hvad hun havde at fortælle om regeringens kommende politiske målsætninger og initiativer.
Desværre levede talen ikke op til mine forventninger. Godt nok var det endelig gået op for statsministeren, at vi er midt i en økonomisk krise. De rosenrøde løfter om forbedringer af offentlig service og ingen fordyrende skatter og afgifter for den almindelige dansker var således pist væk – afløst af erkendelsen af, at »vi skal forberede os på nogle magre år«, som hun sagde.
Til gengæld rummede talen ikke et eneste konkret forslag til, hvordan vi løser de udfordringer, de kommende år unægtelig byder på. Regeringens bud på de »svære, men nødvendige beslutninger«, vi ifølge statsministeren skal træffe i 2012, tegnede talen end ikke konturerne af.
Halvvejs inde i Helle Thorning-Schmidts fjerde måned som regeringsleder ved vi stadig ikke, hvad regeringens politiske program går ud på. Mon ikke det er på tide, at hun trækker i arbejdstøjet?
af Isak Krab Koed | 28. november 2011 |
Læserbreve
Dette indlæg er bragt i Viborg Stifts Folkeblad 28/11 – 2011.
Før valget lød det fra Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, at det ikke ville blive dyrere for den almindelige dansker, hvis Socialdemokraterne kom til magten. En målsætning, der for mange danskere formentlig forekom en kende uambitiøs.
Det var allerede før valget mere end dyrt nok at være dansker i forvejen – og man kunne jo i stedet have valgt den målsætning, at det skulle være billigere! Et løfte om, at det i det mindste ikke ville blive dyrere, var dog trods alt noget.
Siden regeringsskiftet er det imidlertid blevet dyrere at ryge, at drikke et glas rødvin, at spise fredagsslik, at drive virksomhed, at betale sin skat, at skrue op for varmen, at arbejde hjemmefra – og det er kun en foreløbig liste. En lang række fordyringer, der kan mærkes på pengepungen.
Tilbage står to muligheder: enten har Socialdemokraterne som i så mange andre tilfælde ikke holdt det, de lovede før valget, eller også er det bare meget få individer, der i socialdemokratisk optik er almindelige danskere. Eftersom jeg er opdraget til at tro på det bedste i mine medmennesker, må jeg gå ud fra, at det er mig, der har misforstået budskabet. På den baggrund lyder mit spørgsmål til Socialdemokraterne: Hvem er den almindelige dansker?
af Isak Krab Koed | 12. september 2011 |
Læserbreve
Dette indlæg er bragt i Viborg Stifts Folkeblad 14/9 – 2011.
Signe Munk klandrer mig i sit læserbrev 10/9 for ikke at have forstået, hvad forhandling går ud på. Imidlertid opridser jeg i mit læserbrev 7/9, der omhandler oppositionens målsætning om at øge arbejdstiden med 12 minutter om dagen, meget klart forudsætningen for, at en forhandling kan finde sted. Forudsætningen er forhandlingsvilje: ”Den danske ordning, hvor arbejdstid, løn og så videre forhandles på plads af arbejdsmarkedets parter, nødvendiggør, at denne idé støttes af fagbevægelsen, hvis den skal realiseres.” Påstanden om, at jeg ikke har forstået princippet ved en forhandling, er med andre ord noget vås.
Signe Munk har til gengæld ret i, at forudsætningen for en forhandling mellem oppositionen og fagbevægelsen er til stede. Fagbevægelsen har nemlig givet oppositionen håndslag på, at de vil finde 15 mia. kr. Ligeledes har hun ret i, at man ikke kan præsentere resultatet af en forhandling, før den har fundet sted. Det væsentlige spørgsmål står dog til stadighed ubesvaret: hvorfor kan forhandlingen ikke finde sted før valget, så oppositionen inden valgdagen kan fremlægge resultatet? Kunne det måske skyldes en formodning om, at borgerne næppe vil reagere med begejstring?
af Isak Krab Koed | 11. september 2011 |
Læserbreve
Dette indlæg er bragt i Viborg Stifts Folkeblad 7/9 – 2011.
Den økonomiske politik, der ifølge oppositionen skal bringe Danmark sikkert ud af krisen, har som et af sine store slagnumre ideen om tolv minutters ekstra arbejde om dagen. Tolv minutter, som angiveligt giver 15 mia. kr. i kassen.
Den danske ordning, hvor arbejdstid, løn og så videre forhandles på plads af arbejdsmarkedets parter, nødvendiggør, at denne idé støttes af fagbevægelsen, hvis den skal realiseres. Hurtigt efter ideens lancering måtte S og SF sande, at det ikke er tilfældet – og hvorfor skulle fagbevægelsen da også støtte længere arbejdstid for dens medlemmer?
Fagbevægelsen lovede dog, at den nok skulle finde de 15 mia. kr., og forleden forlød det, at en plan var klar. Interessen for at erfare dens indhold er selvsagt stor, men det kan desværre ikke lade sig gøre. Hverken fagbevægelsen eller oppositionen agter nemlig at delagtiggøre borgerne i den famøse plan – før efter det kommende valg. Gad vide hvorfor. Er planen virkelig så ubehagelig, at oppositionen ikke tør fortælle danskerne om den, før de har afgivet deres stemme?
af Isak Krab Koed | 17. august 2011 |
Læserbreve
Dette indlæg er bragt i Viborg Stifts Folkeblad 17/8 – 2011.
Mange har nok bemærket Venstres nye kampagne, Bag Facaden, der søger svar på de mange ubesvarede spørgsmål vedrørende oppositionens politik. Kampagnen spørger for eksempel hvilke patienter, der ikke længere skal nyde godt af behandlingsgarantien? Hvordan de varslede flyafgifter hænger sammen med et Danmark i balance? Hvordan den offentlige gælds himmelflugt – anslået af Finansministeriet til 320 mia. kr. i 2020 mod 50 mia. kr. i dag med S og SF’s økonomiske politik – harmonerer med den fortsatte bevarelse af velfærdssamfundet?
Med andre ord er der tale om en lang række væsentlige spørgsmål til tvivlsomme politiske initiativer, der vil fordyre og forringe danskernes hverdag. Den store opmærksomhed, kampagnen har fået, er derfor fortjent. Oppositionens svar, derimod, har ingen bemærket. De har nemlig ikke sagt en lyd, hvis man ser bort fra den stædige insisteren på, at Venstre fører “skræmmekampagne.”
Men hvordan kan en kampagne, der ikke gør andet end at formidle fakta og spørge, hvorfor i alverden oppositionen vil, som den vil, være en skræmmekampagne? Det er over min forstand. At nogen kan finde den ganske skræmmende, er til gengæld let at forstå. Især hvis det er første gang, de hører om oppositionens politik.
