Jens Rohde indtog VU Viborg

Jens RohdeDette indlæg er bragt i Viborg Stifts Folkeblad 6/4 – 2013.

Venstres Ungdom havde tirsdag aften besøg af EU-parlamentarikeren Jens Rohde. Det europæiske samarbejde siges måske nok at være et usexet og kedeligt emne, men ikke når Jens Rohde er gæst. De unge VU’eres fremmøde var solidt, og flere nye medlemmer havde også fundet vej til lokalerne.

Jens Rohde var inviteret til at tale om EU – et emne, han brænder for at fortælle danskerne om. Hans vision er et stærkt samarbejde, der skaber frihed og økonomisk velstand. ”EU er et fredsskabende projekt med en fornem historie, en historie om et fællesskab, der arbejder sammen for mere frihed med en stærk finanssektor. Europa-Parlamentet skal i mine øjne ikke være til for at diktere kvindekvoter, fælles skat på bankerne eller et fælles pressenævn, men for et stærkt samarbejde, der sikrer et fremtidigt europæisk samarbejde,” udtaler Jens Rohde.

Arrangementet var vellykket, og spørgelysten var stor blandt de fremmødte. ”EU-emnet er nok slet ikke så dødt, som nogen tror, og da i hvert fald ikke, når Jens Rohde er i nærheden. Jeg glæder mig også over, at det var muligt at tiltrække nye såvel som garvede medlemmer til dette spændende oplæg,” udtaler VU Viborgs formand, Mathias Wingaa, med stor begejstring over et spændende oplæg.