Landbruget og klimahysteriet

Efterhånden er enhver politiker med respekt for sig selv, eller måske snarere sine karrieremuligheder, gået ind i kampen mod den globale opvarmning. Nogle endda med så stor iver, at de tilsyneladende er villige til at sætte hvad som helst på spil for selv en mindre reduktion i belastningen af drivhusgasser. Heller ikke denne gang går landbruget ram forbi, og især husdyrproduktionen må stå til regnskab for meget.

Da Skattekommissionen med den gode Carsten Koch i spidsen fremlagde sit skatteudspil, skulle husdyrene da også til at bøde for deres bidrag til luftforureningen – trods det, at den danske husdyrproduktion på verdensplan er blandt dem med den mindste miljøbelastning pr. kg mælk eller kød, pga. den en større produktion pr. dyr.

Selv om forslaget dengang blev droppet, er det sidenhen dukket op, senest i den nu overståede EU-debat, bl.a. med begrundelsen ”forureneren skal betale”.

Hvad det ville koste i tabt konkurrenceevne er der ikke rigtig nogen, der interesserer sig for. Dansk landbrug eksporterede i 2008 sammenlagt landbrugsvarer for ca. 64 mia. kr., landbruget skaber beskæftigelse til omkring 200.000 mennesker, hvis alle følgeindustrier inkl. leverandører til erhvervet medregnes. Derudover har landbruget optaget lån i banker og realkreditinstitutter for sammenlagt over 300 mia. kr.

På sin vis er der ikke noget galt i, at landbruget som ethvert andet erhverv må bidrage med sin indsats. Jeg savner dog en eller anden form for realisme i debatten, der efter min mening tenderer til at blive mere og mere virkelighedsfjern.

Er det fuldstændigt underordnet hvilken samfundsmæssig pris, det enkelte miljøtiltag har?

Bør man ikke i stedet prioritere indsatsen på de områder, hvor man opnår den største effekt, samt gøre det på en måde, hvor man reelt forbedrer mulighederne for at udvikle mere miljørigtige produktionsformer?

En afgift på husdyrs afgivelse af metangas vil f.eks. kun give en effekt, hvis der findes en mulighed for at undgå eller reducere den vha. konkrete tiltag i produktionen, der reducerer udledningen. Disse findes i dag kun i begrænset grad og vil være svære at kontrollere. Det bevirker, at produktionen blot vil miste konkurrenceevne i forhold til udlandet.

Resultatet vil være, at produktionen forsvinder fra Danmark, hvorefter vi så kan importere fødevarer fra lande med en større miljøbelastning, hvilket ikke vil være en fordel for miljøet, men derimod til skade for eksporten.

Skal landbruget kunne bidrage positivt til miljøet, skal man i stedet for at satse på misundelsesafgifter med afvikling til følge og satse på udviklende tiltag.

Blandt andet skal CO2 afgiften på biobrændstof fjernes, så det reelt kan betale sig at drive et biogasanlæg, fyre med rapsolie mv. Det er derimod nyttesløst at støtte oprettelsen af nye biogasanlæg, som efter nogle år må lukke igen, da driften ikke er rentabel.

Når der ansøges om udvidelse af en husdyrproduktion, bør det være muligt at mindske arealkravet, hvis husdyrgødningen til gengæld sendes til et biogasanlæg. Bedrifter, der er gode til at mindske spild af næringsstoffer, skal i det hele taget kunne drage fordel af deres indsats, når de ønsker at udvide.

Samtidig skal sagsbehandlingstiden på miljøansøgninger være kortere, så det planlagte produktionsanlæg ikke når at blive umoderne, inden det er opført. Det bør ligeledes ikke være muligt for interesseorganisationer som Danmarks Naturfredningsforening og Det Økologiske Råd at gøre indsigelse, når kommunens afgørelse er faldet. Det burde de kunne nå indenfor den sædvanlige offentlige høringsfase på lige fod med alle andre berørte parter.

En prioritering af miljøindsatsen i forhold til andre områder, som f.eks. dyrevelfærd og fødevaresikkerhed, er dog også nødvendig. Tiltag, der f.eks. forbedrer dyrevelfærden, kan let være til ulempe for miljøindsatsen og fødevaresikkerheden, hvorved de enkelte tiltag kommer til at modvirke hinanden. Det er dog en erkendelse, som mange politikere især på venstrefløjen har svært ved at acceptere.