Med et skævt smil

Sendt til Viborg Stifts Folkeblad.

Socialdemokraternes politiske ordfører, Henrik Sass Larsen, lancerede onsdag et bud på, hvad oppositionen efter hans overbevisning bør gøre ved mediestøtten, hvis en rød regering skulle blive en realitet efter valget. Og hvad sagde da Sass Larsen? Jo, han ville såmænd skære i støtten – til de borgerlige aviser!

Udgivelser som Berlingske, Jyllands-Posten og Børsen var Sass Larsens egne eksempler på aviser, der burde stækkes. Var man ikke enig med oppositionen, måtte man altså med andre ord rende og hoppe, hvis det stod til Sass Larsen.

En holdning, der selvsagt strider ganske imod basale demokratiske værdier som ytrings- og trykkefrihed. Hvis staten overhovedet skal støtte nyhedsmedier, er det altafgørende, at tildelingen af støtte foregår uden politisk slagside. Over hele linjen blev historien da også modtaget med hovedrysten.

Dagen efter havde Sass Larsen imidlertid tænkt sig om. Udtalelsen var en joke og sagt med ”et skævt smil,” forklarede han. Meget vel. Gad vide, hvor meget af oppositionens politik, vi i grunden kan tage alvorligt?