Morgenmalkning på skatteydernes regning

Malkning

Naturligvis skal fødevaresektoren underlægges kontrol, men når man medtager de offentlige kontrolinstanser, som branchen i forvejen er underlagt, antager kontrollen efterhånden et absurd niveau, mener Claus Bitsch, medlem af VU Viborgs bestyrelse.

Til tider kan man undres over den konstante stigning i det offentlige forbrug. Man spekulerer på, om de større udgifter altid beror på fornuftige dispositioner. Her følger et eksempel på, hvad nogle af pengene er gået til.

I Fødevarestyrelsens kamp for fødevaresikkerhed og dyrevelfærd har man oprettet et såkaldt rejsehold, der skal kontrollere, at reglerne overholdes. Deres bemyndigelse er ret stor, ja, faktisk så stor, at de i særlige tilfælde kan tilsidesætte grundlovens bestemmelser om den private ejendomsret og forlange adgang til en privat bopæl uden dommerkendelse.

De er da også til tider yderst grundige i deres søgen efter ulovligheder. I et konkret eksempel afholder rejseholdet et uanmeldt besøg hos en mælkeproducent i Midtjylland. Hovedformålet er at kontrollere, om der på bedriften benyttes ulovlig medicin. De første to kontrollanter triller derfor ind i gårdspladsen i deres fine bil med kongekrone, netop som morgenmalkningen tager sin begyndelse. En noget overrasket landmand får besked på at afbryde malkningen midlertidigt samt slukke sin mobil. Herefter ankommer flere biler, indtil der i alt befinder sig 8 skatteyderaflønnede kontrollanter på ejendommen. Alle er de kørt ca. 130 km fra Aalborg ned til den midtjyske kvæggård.

I de efterfølgende timer undersøger de alt grunddigt, tager mælkeprøver og leder ihærdigt efter opfindsomme gemmesteder, som var det en narkoransagning i en rockerborg. De finder dog alt i den skønneste orden på nær nogle spædekalve, der efter reglerne var blevet for gamle til at gå i enkeltboks og i stedet skulle flyttes til en fællesboks. Det var, hvad de 8 morgenfriske kontrollanter opnåede med deres 260 km lange køretur.

Besøget blev ikke afholdt på baggrund af en begrundet mistanke, men som et led i en række rutinemæssige besøg, man foretager uanmeldt. Iflg. Fødevarestyrelsens hjemmeside udtages der årligt ca. 200 besætninger til medicinkontrol, og disse besøg sker altid uanmeldt.

Hvad prisen for et sådant kontrolbesøg er, kan man kun gætte på, men det er næppe gratis at sende 8 mand af sted fra Aalborg før solopgang.

Naturligvis skal fødevaresektoren underlægges kontrol, men når man medtager de offentlige kontrolindstanser, som branchen i forvejen er underlagt, antager kontrollen efterhånden et absurd niveau. Undertegnede tillader sig at stille spørgsmålstegn ved, om dette niveau har sin berettigelse, eller der om der i stedet blot er tale om at holde et stort kontrolapparat beskæftiget på skatteydernes regning.