Overgreb mod danske landmænd

Indlægget er bragt i Viborg Stifts Folkeblad 1/5 – 2012.

»Vi er ikke på afgrundens rand. Men vi har retning imod den, og vi kan se den.« Sådan sagde daværende finansminister Knud Heinesen i 1979, da han smed håndklædet i ringen og forlod statsminister Anker Jørgensens regering. Ordene faldt med henvisning af den galopperende økonomiske krise, som regeringen ikke udviste politisk vilje til at løse, men er aktuelle i dag i en helt anden anledning.

Et ændringsforslag til randzoneloven, der er fremsat af fødevareminister Mette Gjerskov, udlægger dyrknings-, gødsknings- og sprøjtefri randzoner på 10 meter langs alle vandløb og søer større end 100 m² i landzone. Dette er i sig selv problematisk for mange landmænd, der selvsagt taber indtægter på den jord, de ikke må opdyrke. De såkaldte energiafgrøder som for eksempel pil, der tidligere har været tilladt i randzonerne, forbydes endog helt.

Og som om det ikke var nok, lægger regeringens forslag op til, at randzonerne fremover skal være tilgængelige for offentligheden. Eftersom landmændene på denne måde mister ikke bare dyrkningsret, men også privat ejendomsret over store arealer, skulle man tro, at staten i det mindste ville kompensere med klækkelig kontant erstatning som i enhver anden ekspropriationssag.

Desværre må man tro om igen. Det er nemlig ikke tanken. Til gengæld er det meningen, at landmændene fra lovens ikrafttræden skal kunne idømmes bøder for manglende overholdelse – til trods for det faktum, at NaturErhvervsstyrelsen har meldt ud, at de ikke kan lave præcise kort over randzonernes udstrækning.

I hvilke andre samfund tillader man sig den urimelighed at idømme borgerne bødestraf for regler, de ikke har mulighed for at gøre sig bekendt med? Vi står i sandhed på afgrundens rand.