Respekt?

Dette indlæg blev bragt i Viborg Stifts Folkeblad 27/4 – 2011.

Oppositionen har ødelagt den offentlige debat. Det, der engang var intelligente menneskers udveksling af argumenter i gensidig respekt for hverandre, er i dag degenereret til en fordummende opvisning i mere eller mindre velartikulerede ukvemsord.

Når økonomer foreslår, at en ændring af boligbeskatningen måske er en måde at finansiere den danske velfærd på, er det ”økonompis”, hvis man spørger Socialdemokraternes skatteordfører, Nick Hækkerup. Hverken mere eller mindre.

Når Børsens journalister drister sig til at spørge, hvornår præcis Socialdemokraternes 12 minutter mere i arbejde skal sættes i værk, og hvad det betyder for planens holdbarhed, er det intet andet end ”fuckjournalistik” i politisk ordfører Henrik Sass Larsens øjne.

Også fagbevægelsen er ramt af bacillen. Da LO’s Harald Børsting for eksempel blev forelagt, at den gennemsnitlige dansker i dag giver statskassen et underskud på omtrent 800.000 kr., lød svaret således, at ”sådan noget vrøvl” gad han skam ikke høre på. Hvor bliver respekten – for ikke at tale om argumenterne – af?