Søren Papes ophørsudsalg

Dette indlæg blev bragt i Viborg Stifts Folkeblad 21/11 – 2009.

Så har vælgerne talt i Viborg Kommune. Resultatet blev, at vælgerne ønskede et borgerligt flertal med borgerlig politik. Søren Pape Poulsen valgte dog at forråde vælgerne og sælge ud af hele sin gavebod for at kunne sætte borgmesterkæden om halsen. Det betyder, at Socialistisk Folkeparti kommer til at bestemme Viborg Kommunes politik de næste fire år, og at Socialdemokratiet skal føre folkesocialisternes politik ud i livet.

Søren Pape Poulsen selv kan læne sig tilbage i borgmesterstolen og overveje, hvor hans politiske ståsted egentlig er. Jeg forstår ikke, hvordan den mand ikke kan se, at vælgere, der har stemt konservativt, ønsker et borgerligt byråd og ikke et rødt byråd med en konservativ borgmester. Søren Pape Poulsen får meget svært ved at føre nogen som helst form for langsigtet, økonomisk ansvarlig politik med det flertal bag sig.