Sæt pris på kulturen

Hvad koster kultur? Tja, den er i hvert fald ikke gratis, og derfor bør vi gøre os selv den tjeneste at overveje, hvordan betalingen prioriteres bedst muligt, så vi betaler mest til det, vi bruger – og mindre til det, der alligevel ikke bliver benyttet.

Et kendetegn ved den danske kulturarvsforvaltning er, at den i årtier har været præget af, at den er statslig. Man kan godt argumentere for, at det er i landets og dermed statens interesse at arbejde for at bevare den nationale kulturs egenart. Imidlertid kan staten aldrig gøre mere end netop det at bevare. For hvem er egentlig kulturskabende i det danske samfund? Er det staten eller borgerne? Svaret på det spørgsmål synes åbenlyst. Det er naturligvis borgerne.

Men når vi lige har vedtaget, at borgerne skaber kultur, bør det så ikke også være deres opgave at dømme og eventuelt forkaste egne frembringelser? Svaret synes igen logisk. Selvfølgelig bør det det. Men hvordan giver borgerne så deres mening til kende? Det er såre simpelt. I den vestlige verden råder de frie markedskræfter, når forbrugerne køber tekstiler, fødevarer og alskens andre forbrugsgoder.

Lad os definere et forbrugsgode som en vare, der kan anskaffes for penge, og som altså efter forbrugerens egen vurdering er et gode for den pågældende. Tager man konsekvensen af denne definition, er kultur et forbrugsgode, til hvilket forbrugeren kan tage stilling på samme måde, som han tager stilling til f.eks. Arlas produkter i køledisken fredag eftermiddag. Nemlig ved at købe eller lade være!

Men nu spørges der indlysende nok, om det virkelig kan være rimeligt, at kultur koster penge? Det er et fornuftigt spørgsmål, der som udgangspunkt er udtryk for en god egenskab: at vurdere, hvad forskellige udgiftsposter er værd for en selv som individ, og herefter prioritere midlerne. Men kultur koster allerede penge! De betales blot over skatten, således at modtagerne af kunststøtten findes af Statens Kunstfond. Et råd, der på alle danskeres vegne deler midler ud til den kunst, de finder berigende.

Alternativet til statslig udpegning af hhv. rigtig og forkert kultur er et frit valg for forbrugeren: hvilke kulturelle produkter er noget værd for mig – og hvad er jeg villig til at give for dem? Men vil dette så ikke betyde, at en lang række kunstarter vil forsvinde i takt med, at de ikke længere efterspørges? Måske, men hvor meget betyder de ærlig talt for os, hvis vi ikke er villige til at finansiere deres bevaring og udvikling? Kunst og kultur på markedsvilkår vil alt andet lige betyde, at vi som kunstforbrugere bliver tvunget til at tage stilling: hvad er kultur for os? Dét er en sund og god diskussion, både for kunstnere og kunstforbrugere.

Såfremt denne udvikling skønnes for drastisk og overilet, er der imidlertid også andre muligheder. En demokratisering af Kunstfondens  udvælgelsesproces vil give støtte til kunstnere og projekter, der har en langt større folkelig appel, end det i dag er tilfældet. Endvidere bør man overveje at afskaffe den oldnordiske form, støtten på nuværende tidspunkt antager. En kunstner, der producerer ét aldeles fremragende storværk, kan af Statens Kunstfond tildeles en livsvarig støttesum, der herefter løber ind på kontoen hvert eneste år til kunstnerens død.

Det gælder uanset, om pågældende kunstner efter storværket ikke udgiver så meget som en eneste linje, maler så meget som ét eneste billed og end ikke køber materialer til en enkelt skulptur. Uanset om alt, hvad kunstneren producerer fra da af, er det værste bras, folk har set i mands minde. En kunststøtte bør virke som opmuntrende katalysator for det videre virke, ikke som en bunke laurbær, der kan hviles på efter behov. Der er med dette formål for øje én oplagt mulighed, og den er ganske simpel, nemlig at afskaffe den gamle livsvarige støtte og i stedet indføre årslegater, der gives til særligt produktive og givende kunstnere og projekter.  Lad os give liv til kulturen, ikke kvæle den!