Skjult skat på parkering

Dette indlæg blev i forkortet udgave bragt i Viborg Stifts Folkeblad 11/3 – 2011.

no images were found

SF, S og K i Viborg har foreslået, at parkeringspladserne i Viborg skal koste penge at benytte fra august. Helt konkret skal der opsættes parkeringsautomater ved en lang række parkeringspladser i indre by. Dyrest bliver de mest efterspurgte pladser.

“Forslaget er udtryk for typisk socialistisk tankegang,” siger VU Viborgs formand, Isak Krab Koed. “Borgerne i Viborg har som bekendt allerede betalt skat én gang, og det naturlige er derfor, at det millionbeløb, forslaget ventes at indbringe, ender i borgernes lommer i form af for eksempel skattelettelser.”

Det tror han dog ikke er tanken: “Det har forslagsstillerne næppe tænkt sig. Kommunen fattes penge, og enhver socialist med respekt for sig selv tror desværre, at når man mangler penge, er skatter og afgifter vejen frem.” VU-formanden undrer sig over, at borgmester Søren Pape Poulsen vil stå model til forslaget.

For det første er forslaget unødvendigt. “Kommunen har allerede fortalt, at der ikke mangler p-pladser. Problemet er at sørge for, at folk finder dem.” For det andet er forslaget en klods om benet på Viborgs handels- og byliv. Afgifterne vil gøre det sværere for forretninger, der ikke kan tilbyde gratis parkering, at tiltrække kunder. “Og hvem skal i øvrigt betale de penge, det vil koste viborgensiske virksomheders medarbejdere at parkere i Viborg by,”  spørger Isak Krab Koed og fortsætter: “Det skal virksomhederne såmænd selv, hvis det står til SF’s Søren Gytz. Det er ikke holdbart.”

Faktisk har borgmesteren et borgerligt flertal bag sig, men VU-formanden tror ikke, det vil blive brugt. “Med Gregers Laigaards nylige indmeldelse i Venstre er der nu et borgerligt flertal i Viborg byråd med V, K og DF. Det ville være oplagt at indvie et samarbejde ved at sætte en stopper for denne ekstraskat. Desværre har borgmesteren vist solgt sin politik til S og SF,” siger han.