Skolepraktik er ikke vejen frem

En uddannelse baseret på udelukkende skolepraktik vil alt andet lige ikke være det samme værd og give de samme jobmuligheder som en uddannelse gennemført med udelukkende ordinær praktik, skriver Claus Bitsch, medlem af VU Viborgs bestyrelse.

Regeringen ønsker at forøge antallet af skolepraktikpladser som løsning på problemet med manglen på praktikpladser til de unge på erhvervsuddannelserne.

Man bør i stedet motivere de ung til at søge ind på en uddannelse, hvor de faktisk har en reel mulighed for at få en praktikplads. En uddannelse baseret på udelukkende skolepraktik vil alt andet lige ikke være det samme værd og give de samme jobmuligheder som en uddannelse gennemført med udelukkende ordinær praktik. Man stiller derfor den unge håbefulde mand eller kvinde et dårligt alternativ i udsigt, hvor de risikerer at bruge 3-4 år på en uddannelse, med ingen eller næsten ingen værdi efterfølgende.

Jeg anerkender, at skolepraktik kan være et supplement i en afgrænset periode, hvis ikke andet er muligt, men viser det sig helt umuligt for den unge at finde en praktikplads i erhvervslivet, bør han/hun i stedet tage en anden uddannelse, hvor chancerne er bedre.

Arbejdsmarkedets Erhvervsråd (AE) udkom for nylig med en analyse, der viste, at skolepraktik giver næsten ligeså gode jobchancer og næsten ligeså højt et lønningsgrundlag som ordinær praktik, dog med en betydelig forskel de første par år samt varierende efter branche. Men denne undersøgelse omfatter kun elever færdiguddannet i 2004 og deres beskæftigelse og lønniveau i 5 år frem. Altså dermed før den økonomiske krises indtog.

Jeg tvivler på, at man kan drage samme konklusion om 5 og 10 år, når endnu flere nyuddannede med skolepraktik kommer ud på arbejdsmarkedet, medmindre væksten til den tid er lige så høj som før krisen og arbejdsudbuddet dermed ligeså lille. Og det vil næppe ske, væksten vil starte meget langsomt og fra et lavt niveau. Det bliver fortsat svært at få finansieret byggeprojekter mv. samtidig med, at staten ikke i længden har midler nok til at holde væksten oppe med offentlige investeringer.

Det er derfor at stikke de unge mennesker blår i øjnene, når man giver dem muligheden for at tage en uddannelse, som de har en stor risiko for ikke at kunne bruge, pga. manglende praktiske kundskaber som nyuddannede.

Vi kommer heller ikke uden om, at der fortsat vil være hård konkurrence fra udenlandsk arbejdskraft. Derfor skal danske unge være dygtige – så dygtige, at de kan modstå denne konkurrence. Det er selvfølgelig den unges eget frie valg, der skal afgøre, hvad han/hun vil med sit liv. Men staten skal ikke stille uddannelser til rådighed, der ikke matcher erhvervslivets behov, bare fordi en embedsmand i Beskæftigelsesministeriet har regnet ud, at det isoleret set er en bedre forretning for staten, at de unge er i skolepraktik end på kontanthjælp. Ingen af delene er nødvendigvis et særlig godt valg på langt sigt.

Staten skal i stedet skabe et sundt erhvervsklima, der giver grundlag for nye arbejdspladser samt gøre det mere attraktivt at ansætte elever. Måske er en del af problemet for høj startløn, stramme ansættelsesvilkår og lignende. Problemer, der for eksempel kunne løses ved, at lærlingene var på SU det første år. I hvert fald burde man se på, hvordan man øger motivationen og muligheden for at ansætte lærlinge frem for at skabe et dårligere alternativ for de unge.

Det er, som om succeskriteriet for uddannelse i høj grad er, dels hvor mange der får en uddannelse i det hele taget, og dels hvor mange der tager en videregående uddannelse.

I et stedet burde man i højere grad spørge sig selv, er de uddannelser, der tilbydes i dag gode nok? Har de nyuddannede lært noget, de kan omsætte til værdi, når de gør deres entré på arbejdsmarkedet? Det er nemlig lige præcis det, der gør en forskel for den enkelte og for samfundet.

Uddannelse er ikke kun et spørgsmål om eksamensbeviser, men mest af alt et spørgsmål om at udvikle sig personligt, menneskeligt og fagligt.  Så man efterfølgende er i stand at matche erhvervslivet behov og udfordringer.