VU-formand tilfreds med budgetforlig

Et enigt byråd indgik i september et budgetforlig om Viborg Kommunes økonomi i 2012, der blandt andet betyder privatiseringer for 246 mio. kroner, tilladelse til reklame på offentlig ejendom og skrotning af de planer om betalt parkering, der ellers blev vedtaget på budgettet for 2011.

Formand for Venstres Ungdom i Viborg, Isak Krab Koed, er tilfreds med aftalen: ”Det er glædeligt, at forhandlings- og kompromisviljen har sejret i budgetforhandlingerne. Viborg Kommune er bedst tjent med, at byrådet finder fælles fodslag om noget så væsentligt som byens økonomi,” siger han.

Og fortsætter: ”Desuden er det selvfølgelig opmuntrende, at budgettet indeholder en række liberale aftryk. For eksempel er de hovedløse planer om betalt parkering i Viborg by, som VU Viborg allerede ved planernes fremsættelse talte imod, endegyldigt lagt i graven. Det er en sejr for os – og for alle de hårdtarbejdende viborgensere, parkeringsafgifterne ville have ramt.”