Ytringsfrihed

Dette indlæg er bragt i Viborg Stifts Folkeblad 30/8 – 2012.

Straffelovens § 266b (bedre kendt som racisme-og blasfemiparagraffen) har til formål at forhindre diskrimination, forhånelse og nedværdigelse af mennesker på grund af hudfarve, nationalitet, køn osv.

Politikerne og danskerne hylder det danske demokrati og vores ret til ytringsfrihed som enestående og noget af det vigtigste, vi har. Det er nemlig langt fra alle mennesker, der har disse rettigheder.

Ytringsfriheden gør det muligt for enhver borger at sige og mene, hvad han vil, uden at han risikerer bøde- eller fængselsstraf. Racisme- og blasfemiparagraffen virker imidlertid i den modsatte retning. Den indskrænker retten til at tale frit og sætter en sløret grænse mellem frie holdninger og kriminaliserede udtalelser.

I dagens Danmark prøver vi ved lov at modarbejde racisme ved at kriminalisere mennesker, der tænker anderledes. Men hvem skal i grunden bedømme, hvornår noget er racistisk?

Hvis meninger skal stemme overens med den til enhver tid herskende politiske diskurs for at være tilladte, har vi reelt ingen ytringsfrihed, eftersom en sådan forudsætning for lovlighed indebærer, at man ikke kan sige magthaverne imod uden at risikere strafferetslige konsekvenser.

En afskaffelse af racisme- og blasfemiparagraffen betyder heldigvis ikke, at holdninger, vi opfatter som racistiske eller diskriminerende, ikke kan bekæmpes. Sådanne holdninger er nemlig langt mere sårbare overfor gode argumenter end overfor håbløs lovgivning, som gemmer anderledes tænkende væk bag lås og slå.